Nu, hvor vi netop har lagt jul og nytår bag os, følger tiden med Helligtrekonger. Og efter den begynder fastetiden. Sådan har kirkeåret sin særlige rytme og gang, som det altid har haft siden kirkens ældste historie. En rytme og gang, vi som mennesker trygt kan falde ind i og følge – som ramme for vores liv med Gud og med hinanden. Et andet og gammelt ord for tiden nu er åbenbaringstiden, for det handler om, hvor Gud viser sig og på hvilken måde. En søndag sker det i et vandkar i Galilæa, hvor vand bliver til vin ved en bryllupsfest. Den, som sætter det under i gang, er Jesu Mor, Maria. For gør da noget søn, udbryder hun: ”De har ikke mere vin.” Og som mødre er flest, overhører hun sin søns irritation og protest: ”Hvad vil du mig, kvinde? Min time er endnu ikke kommet.” Det fortælles andetsteds om Maria, at hun “gemte i sit hjerte”, hvad hyrderne julenat fortalte, og tilsyneladende har Maria også her i fortællingen en forudviden om det særlige ved hendes søn. Gør, hvad som helst han siger til jer, siger hun til tjenerne, og viser dermed, at hun er helt på forkant med det under, som om lidt vil ske. Og vandet, der mirakuløst forvandles til vin, er også for os i dag et billede på Guds rigelige og ødsle kærlighed til os mennesker. Den kærlighed, som med hans søn er givet os at leve og at dø på.

Kærlighedens væsen er at give, kærligheden kendes netop på sit rigelige mål, sin ødselhed – sin overflod; den som elsker, elsker ikke tilmålt, men elsker helt og fuldt. Kærligheden tåler alt, tror alt, håber alt, udholder alt og er i vores liv netop den kraft, der gør, at også vi i vores dagligdag kan have følelsen af at opleve det forunderlige. Et under behøver ikke at være det usædvanlige og mærkelige. Det er et under, at der om vinteren ligger blomsterløg begravet i jorden, og at de vil spire frem, når det bliver forår. Det ved vi af hjertet, og det er derfor, vi med Grundtvigs ord bærer blus for det solhverv, som hvert år kommer, for lyset og for hver eneste gang, vi oplever dets sejr over mørket og kulden; vi bærer blus for troen, troen som føder den liflige vår. Men det er ikke kun i naturen, i årstidernes skiften, vi møder Guds under. Det sker også i hverdagen. Det er et under, hver gang et andet menneske, ven eller fremmed smiler til os. Det er et under, hver gang vi møder et elsket blik og ses af den anden. Og bag al menneskelig kærlighed ligger altid en anden og større kærlighedsmagt. Det er Guds kærlighed. I den nyskrevne salme ”Syng for alverdens urolige hjerter” kalder salmedigteren Janne Mark Gud for noget så fint som menneskekender og ven. ”Syng for alverdens urolige hjerter, syng så de falder til ro, syng kærligt om at forsoning er heling, syng om at miste og få. Lad et mærke stå, læg et spor ud at gå skaber, syng Jorden til ro. Din sang for alverdens urolige hjerter lyder i alt lige nu.” Det er gode ord at tage med os ind i 2023. På én gang som sang og som bøn salmelinjer om, at Gud viser os vejen og, når der er brug for det, synger det urolige hjerte til ro.

Marianne Aagaard Skovmand