Når vi kommer ind i den kirkelige trinitatistid, er de store højtider lagt bag os. Jul, påske og pinse har ført os gennem fortællingen om Gud, der kommer til verden, dør og opstår, sender sin Ånd og bliver nærværende iblandt os.

Og så begynder den lange grønne tid.

I kirken er farven grøn, og det passer godt til den danske højsommer. Græs der gror, marker modnes, hække der skal klippes, jordbær der skal spises, og aftenerne strækker sig længe, før mørket samler sig om husene. Det spirende er allerede sket. Nu gælder det væksten, modningen og det stille arbejde, der foregår næsten uden at vi ser det.

Sådan er trinitatistiden også.

Den handler om, hvordan troen vokser i det liv, vi faktisk lever. I hverdagen, i ferien, i samtalerne ved køkkenbordet, i bekymringerne, der følger med os, også når solen skinner, og i glæden over en stille morgen eller en nabo, der bliver stående lidt længere end planlagt.

Trinitatistiden er kirkens lange øvelse i at leve af det, højtiderne har givet os. Julen fortæller, at Gud er kommet til verden. Påsken fortæller, at døden ikke har det sidste ord. Pinsen fortæller, at Guds Ånd er i verden. I trinitatistiden spørger kirkeåret, hvordan det får form i vores almindelige dage.

Jesu lignelser, som vi ofte hører i denne tid, henter billeder fra jord, frø, træer, gæld, arbejde, måltider, får, mønter, veje og hjem. Han taler om Guds rige gennem det, mennesker kender. Det kan være skjult i det mindste frø, i brødet, der hæver, i den fremmede der bliver hjulpet, i den fortabte der finder hjem, i den tilgivelse der begynder forsigtigt mellem mennesker.

I højsommeren kan man næsten mærke det i kroppen. Kornet modnes ikke, fordi vi står og ser på det. Blomsterne åbner sig ikke hurtigere af vores uro. Meget af det vigtigste sker skjult: i rødderne, i mulden, i samspillet mellem sol, vand, jord og tid.

Måske kan trinitatistiden lære os at stole mere på den slags vækst.

Den minder os om, at Gud også møder os i det gentagne og almindelige. I søndagens gudstjeneste. I bønnen, der måske har få ord. I salmen, vi har sunget før. I nadveren, hvor brød og vin rækker os Kristus igen. I det lille skridt mod et andet menneske, hvor noget gammelt måske begynder at løsne sig.

Mens højsommeren folder sig ud omkring os, kan vi få lov at se vores eget liv i den grønne farve: som noget Gud stadig lader vokse. Der er steder i os, der er tørre. Der er steder, hvor noget blomstrer. Der er steder, hvor vi må vente længere, end vi har lyst til. Og der er steder, hvor Gud allerede arbejder, før vi selv opdager det.

Trinitatistiden siger stille til os, at troen hører hjemme i hverdagen; under den danske højsommerhimmel, mellem marker og haver, feriedage og arbejdsdage, kirkeklokker og fuglesang, regnbyger og lyse aftener.

For Gud er også vækstens Gud, hverdagens Gud, markens Gud, bordets Gud og den lange sommers Gud.

Simon Stubkjær