En af mine kære sagde engang, at det er vigtigt med afslutninger; det være sig i litteratur, i film, men også i den virkelige verden. Jeg har fra 1. april fået nyt embede ved Christians Kirke i Kgs. Lyngby, og dermed skal jeg tage afsked med Nyborg Kirke, hvor jeg har været sognepræst siden 2007. Først i et barselsvikariat, året efter blev jeg fastansat. Som præst får man meget forærende, når man lever sit liv i sognet, når tre børn vokser op, går i institution, siden skole og gymnasium, spiller fodbold og klaver i byen. Cirklerne vikler sig koncentrisk og flydende ind i hinanden, når man handler i samme butikker, og når man går ture samme steder. I alle årene er jeg blevet mødt med tillidsfuldhed og respekt for det evangelium, jeg som præst er sat i verden at forkynde søndage og alle de andre dage, og samtalen og fortroligheden, der tit og ofte er blevet udmøntet i det skrevne ord efterfølgende, ved enhver, der kender mig, at jeg holder af.

 Da jeg var til samtale i Lyngby, blev jeg spurgt, hvad jeg specifikt var glad for i mit nuværende embede, og svaret kom prompte: Det er sorggrupper samt Fællesmod, der er et måltidsfællesskab for alle nuværende og tidligere sorggruppedeltagere. Godt 250 stolte, stærke og ukuelige mennesker har deltaget gennem årene, og det mod, som de har indgydt hinanden, får mig med Brorson til at udbryde: ”Hvad skal jeg sige? mine ord, vil ikke meget sige: o, Gud, hvor er din visdom stor, din godhed kraft og rige!” Sjælesorgssamtalerne har fyldt meget her, og jeg vil også takke psykologer, psykiatere, lærere m.fl., der har henvist til kirken. De sidste år er sjælesorgen taget til, idet jeg har været med i arbejdsgruppen for ”Læger og præster samarbejder”, hvor den praktiserende læge kan foreslå en samtale med en præst, og på folkekirkens vegne er jeg stolt over, at læger nu er opmærksomme på, hvad præstestanden kan, og hvilken faglighed vi har. At vi ikke diagnosticerer, journaliserer eller vurderer nogen over eller under middel. Her kan man bare komme med de byrder, der hører med til at være menneske. Tak til træningsafdelingen på Skaboeshusevej, Nyborg arrest, REPHA – Videnscenter for Rehabilitering og Palliation på Nyborg sygehus, børnehaver, skoler og væresteder for igennem årene at invitere mig ind til oplæg. For mange år siden havde jeg en samtale med en biskop i Roskilde, og han spurgte mig, hvad det vigtigste i kristendommen er, hvortil jeg svarede, at det måtte være Guds kærlighed. ”Nej, Mette,” svarede han. ”Det er tilgivelsen.” Biskoppen havde ret, og at den også tilkom mig ufortjent i menneskedragt fra jer så massivt i det skrevne ord og på fysisk vis, i byens og på menighedens ukuelige måde, er ren nåde.

Mette Tikjøb Grymer