”Når et menneske dør

bliver dets omgivelser tilbage":

Bjærgene i det fjerne

kvarterets huse

og vejen som om søndagen

går over en træbro

lige inden den fører ud af byen.

Og forårssolskinnet

som lidt ud på eftermiddagen

når en hylde med bøger

og tidsskrifter, som uden tvivl

engang var nye.

Det er ikke spor mærkeligt.”

Sådan skriver den nyligt afdøde danske forfatter, Henrik Nordbrandt, i et af sine digte. Han, der sikkert også posthumt ville have betakket sig for at medvirke i en kirkesideartikel, for metafysik og troen på Gud, Søn og Helligånd kaldte Nordbrandt for sludder og vrøvl.

Når jeg ikke desto mindre citerer ham, er det, fordi lyrikeren i nærværende digt forholder sig til døden på en måde, som vi, der er ladt tilbage, såre let kan identificere os med: Verden tager sig ud, som den plejer, selvom ens egen verden er ganske forandret gennem dødsfaldet – både den helt nære cirkel med bøgerne på reolerne og den større med boligkvarteret eller bjergene i et andet land end Danmark.

Men kristendommen går et skridt videre, og man kan gå med den fortælling eller undlade. Man kan gøre et troens spring, der føjer noget til Nordbrandts nøgterne beskrivelse af verdens uforanderlighed, for i kirken formulerer vi en tro, der giver den fænomenologiske beskrivelse af hverdagslivet baghjul. Troen lader ikke som om, sorgen ikke gør ondt, den drysser ikke sukker på, men den forkynder et budskab, at fordi Gud lod sin Søn opstå fra de døde, så kan vi tro, at det samme skal ske for vores døde og for os. Det har vi lov at tro på, selvom Nordbrandt vil sige, at det er sludder og vrøvl.

For kirkens budskab om opstandelse er et kontraintuitivt budskab, og hvad betyder det? I mange sammenhænge anses intuition udelukkende som værende et gode. Hvad vi sanser, fornemmer og føler er afgørende i alle sociale sammenhænge, og kender vi ikke disse spilleregler, bliver vi en belastning for vores omgivelser. Men efter døden må intuitionen og sociale spilleregler give op.

Der er kun troen og håbet tilbage, som vi kan vælge at rette mod Gud.

For vi kan nok falde ud af den ramme, vi deler med hinanden, men der findes en hånd, Guds hånd, der danner en større ramme om et menneske end det, hvad livet var og blev til med succeser og fiaskoer. Den hånd svøber os med vand over dåben, og den deler sit legeme og blod med os, når vi går til alters. Så når Einstein angiveligt skulle have sagt, at det eneste virkeligt værdifulde i verden skulle være intuition, ja så ved vi, at der er noget – uagtet hvor højt vi skatter fornemmelser, følelser og sanser – andet værdifuldt, som ikke beror på egen habitus. Og dét er den Guds stemme, der føjer en anden slutning til, end vi overhovedet kan forestille os.

Mette Grymer