Når man taler med mennesker om tro, er det som at sætte et sugerør ind i det inderste og nå frem til det, der er som en prisme for sjælen, siger radiovært Iben Maria Zeuthen, der er vært på den aktuelle programserie: Hvad ville Jesus have sagt. Som lytter kan man skrive eller ringe ind til programmet og stille de spørgsmål, man måske tumler med i sit liv. Jesus svarer jo af gode grunde ikke, men med sig har hun, radioværten, hver gang et lille panel af præster. Selv siger hun om troen, at den er en vigtig del af hendes liv. En søndag på kirkebænken beskriver hun som at få speed under tankerne.

”Gudstjenesten er som at komme op på ryggen af noget, der kan flyve, og det sprænger rammerne for, hvad vi taler om, tænker og gør,” siger hun og fortæller om sin opvækst, at hendes farmor sang salmer, så det blev deres, og fortalte Selma Lagerlöfs legender på en nærmest magisk sprudlende facon.

Hun skelner skarpt, den unge journalist, mellem den teologiske samtale og samtalen om tro. Jeg har ikke brug for samtalen, siger hun, med mennesker, der allerede har formet den næste sætning, mens de fuldender den, de er i gang med. Men derimod med dem, som ikke kan finde ordene. For det er ofte dér, hvor man tøver – og næsten kan føle, at man har mistet sproget – i den pause ligger troen. Og tro beskriver hun som det, der opløser angsten.

Jeg kom til at tænke netop på de ord: tro som det, der opløser angsten, da jeg første gang læste forårets bestseller inden for bøger henvendt til konfirmander. ”Håb er en overset superkraft” er titlen, og den er udkommet på Bibelselskabets Forlag. Den består af 12 personlige taler om håb og tro, om det, der er svært, og livets små undere. 12 kendte og kloge personer deler ud af deres erfaringer, giver gode råd og reflekterer over livet med alt, hvad det indebærer: Findes der en genvej til lykken? Hvordan holder man fast i glæden? Og hvorfor er Bibelen værd at kende? Hver tale tager udgangspunkt i et citat netop fra Bibelen. En af dem, som skriver, er tidligere miljøminister Ida Auken. Hun fortæller her om, hvordan hun, da hun blev stressramt, under et ophold i en terapihave oplevede, at dér i naturen og helt uden opgaver fik hun håbet og livskraften tilbage. Der blev skabt en sprække, så lyset i hende igen kunne skinne. ”Se derfor til, at lyset i dig ikke er mørke, er da også det citat fra Lukasevangeliet, som hun har valgt som sin sætning fra Bibelen. Oplevelsen udmøntede sig senere i en salme som har fået melodi af komponisten Mads Granum.

Marianne Aagaard Skovmand

Svimlende skønhed,

når solen den kommer,

og bader min verden i morgenrødt lys.

Den henter mig blidt

fra min natlige slummer,

som barnet man vækker med kærtegn og kys.

Svimlende lethed,

når angsten den slipper,

sit tag i min mave og greb i mit bryst.

Når glæden står klar

ved min side og tripper,

og livet igen bliver muligt og lyst.

Svimlende tomhed,

når tanken står stille,

og sindet kan glemme sig selv for en stund.

Da åbnes mit hjerte

for dybderne vilde

og søger mod livets almægtige grund.

Svimlende glæde,

når dagen begynder,

og jeg tør begynde på ny i Din kraft.

Jeg ved, at Du tilgi’r mig

selv mine synder,

og giftige tanker, jeg ofte har haft.

Svimlende frihed,

en livskraftig gåde:

Hver eneste dag får vi håbet igen.

Vi takker for al

Din utrolige nåde,

og for at Du skænker os slægtning og ven.

Tekst: Ida Auken. Musik: Mads Granum