Til pinse blev de forladte disciple fyldt med helligånd, som der står i Apostlenes Gerninger. Pludselig kunne de tale og forstå fremmede sprog. Da de begyndte at tale i munden på hinanden på forskellige tungemål, troede folk omkring dem, at de havde drukket sig fulde. Men de var blevet fyldt af noget andet – af ånd.

Pinsen er Helligåndens festdag og starten på udbredelsen af kristendommen til hele verden og er egentlig det modsatte af uforståelig fuldemandstale. Helligånden er åbningen til fælles forståelse – et tungemål, der rækker ud over den enkeltes sprog. Som en kommunikationslinje mellem Gud og menneskeheden. Hjertets tale kunne man også sige.

Kirken er jo på mange måder formidler af dette fælles sprog gennem liturgi, kunst, tale og ikke mindst gennem musik og sang.

Engang var det noget, der nærmest kom ind med modermælken – alle lærte de samme sange og salmer ved sengekanten eller til højtider og fest. Man sang i glæde, og man sang i sorg. Generation efter generation med variationer fra egn til egn. Det fornemmer man tydeligt, når vi hos os har ”Salmesang for hukommelsessvækkede” en gang om måneden. De ældre møder trofast op og kan et stort antal salmer og årstidssange udenad – selvom de måske har glemt det meste andet.

Men det er helt anderledes med de yngre. Det bliver sværere og sværere for pårørende at vælge salmer til bisættelser eller for brudepar til vielser, fordi de ikke kender nogle store sange, der rummer alt det de gerne vil sige. Konfirmanderne kender måske til nød to julesalmer. Den fælles sangskat er blevet reduceret til nationalsangen til landskampe og midsommervisen til Skt. Hans. Det fælles sprog i tradition og musik er skrumpet ind, fordi vores verden er blevet mere individuel – almendannelsen skal dække bredere, og det betyder, at vi ikke længere kan synge med på de samme sange eller kender de samme grundfortællinger.

Det gør, at vi alle har hver vores sange. Det, synes jeg, er en trist udvikling. Tiden har altid forandret kulturen, men i vores tid går det bare så stærkt, at det er, som om vi nogle gange taler forskellige sprog. Som i Det Gamle Testamentes fortælling om Babelstårnet. Her mistede menneskene det fælles sprog og kunne derfor ikke bygge noget op, fordi de ikke længere kunne forstå hinanden – pinses diametrale modsætning.

I coronatiden fik fællesskabets sprog ny luft. Der blev sunget fra altaner og tage. Gamle og nye sange gav håb og fællesmod med toner og ord, der tager livtag med de samme spørgsmål, som altid vil fylde noget: tvivl og håb, kærlighed og glæde. Liv og død.

Det er det, Helligånden kan. Det drejer sig ikke om at kunne gamle salmer og støvede ord; men om at søge det, vi har til fælles med hinanden på tværs af sprogforskelle: livets grundvilkår i glæde og sorg; vores ensomhed uden hinanden og vores forankring i Guds underfulde verden.

Og måske vil også fremtidens hukommelsessvækkede ældre så også have fællessange fyldt med trøst og håb, som de kan synge udenad.

I Nyborg Kirke synges der med alle aldre. Der er babysalmesang for de helt små; der synges med konfirmander og minikonfirmander, der er formiddagscafe med sang og kaffe om fredagen og sang for ældre en torsdag om måneden. Desuden synges der til alle højmesser og til aftenandagt om onsdagen. Find alle tidspunkter på kirkens hjemmeside. Der er ingen krav til stemmepragt. God pinse!