Inden for astronomien fik man endelig syn for sagn for et par år siden, da de første billeder af et sort hul nåede jorden. Et sort hul er et punkt, hvor tyngdekraften er så stærk, at stjerner og planeter suges ind og forsvinder – ja, selv lys bliver opslugt. Som Saurons dæmoniske øje i Ringenes Herre stirrede det på os fra det ydre rum og varslede død og undergang til alle, der kommer for nær. Så fjernt og alligevel uhyggeligt velkendt, fordi det passer forbløffende godt ind i vores egne erfaringer.

For vi kender jo alle til sådan et sort hul, der opsluger alt. Nemlig den grav, der venter os forude, og som vi ikke kan komme udenom. Vi ved godt, at den ligger derude et sted og opsluger vore kære; og vi ved godt, at vore egne livstråde snor sig ubønhørligt i samme retning.

Det var den samme virkelighed, de tre kvinder havde, da de sorgfulde begav sig ud til deres elskede mesters grav en tidlig søndag morgen ved solopgangstide. Det havde været en forfærdelig påske med gru og rædsel.  Og graven var lukket; døden havde taget deres håb og glæde med sig – for et sort hul havde opslugt deres kære i sit mørke. Og nu var alting forbi – tilintetgjort.

Men opstandelsens morgen er alt det modsatte af et sort hul. For graven var åben, og ud fra den strømmede et lys og et håb, der siden har omsluttet vores eksistens.  Der hvor den døde burde ligge, sad der en lysende skikkelse. ”I søger efter Kristus, den korsfæstede,” sagde han. ”Han er ikke her; han er opstået og er gået i forvejen for jer til Galilæa.” På den ene side så hverdagsagtigt og stilfærdigt – og så på den anden side som en sprængning af alt, hvad der sætter rammerne for vores liv: Det sorte punktum er blevet til en tankestreg.

Kvinderne blev forfærdede og flygtede paniske fra stedet, fordi den faste klippegrund under deres fødder var blevet revet væk, og de måtte nu svæve i tro eller synke – og det kan jo skræmme de fleste – tænk bare på den gode Peter, da han skulle gå på vandet i Genesaret sø.

Og det er heller ikke nemt for os at tro på. For tro og håb har det med at fortabe sig mellem erfaring og tyngdekraft og punktummer. Så et altopslugende sort hul langt ude i universet og i vores eget liv kommer til at virke mere overbevisende end en tom gravs åbning den modsatte vej: Ud til en ny verden, hvor livet har rod, og det er mørket, der bliver opslugt.

Men med Kristi død og opstandelse er det Guds perspektiv, der skinner igennem – livets lys, der skinner i mørket, og som mørket ikke kan indfange, uanset hvor uendeligt universet er, og hvor bundløs graven ser ud.

”Jeg er verdens lys,” siger Jesus om sig selv. Fordi han slog hul i gravens mørke og gav os nye muligheder og grund til optimisme. For vi behøver ikke at afsøge det tomme rum for at finde en trøstesløs åbning ud af vores verden, og vi behøver ikke frygte mørket, for det blev overvundet midt i blandt os påskemorgen.

Da fotoet af det sorte hul blev offentliggjort, udtalte en astronomiprofessor, at det var som at kigge på helvedes port. Det var en påfaldende uvidenskabelig bemærkning fra en videnskabsmand. Og sært at man vil lede så længe efter helvede, når nu himmerige er så meget mere nærliggende og åben for alle, der tør træde ud i håbet og svæve.

God påske.

Ida Korreborg