Da jeg var barn, var sankthansaften min yndlingsaften. På et ubevidst plan kan det have skyldtes lysets fortætning i de dage. Junis lys er et vægtløst pulver, man længes efter resten af året. Mest sandsynligt er det dog, at det var min yndlingsaften, fordi den falder dagen før min fødselsdag. I byen, jeg voksede op i, blev der opsat vikingespil om sommeren, og det var amatørskuespillerne i deres udklædning, der tændte sankthansbålet om aftenen efter forestillingen. Vi stod på græsskråningen ned til fjorden, mens vikingerne i en cirkel kastede deres fakler ind over pyramidebålet. I barnets øjne var faklerne umulige at skelne fra de voksnes fortælling om meteorregn på en nattehimmel. Jeg var så propfuld af lykke.

Det, der er helt vidunderligt ved juni, er dens løfterigdom. Selvom den ligger midt i året, er det, som om alt først nu skal til at begynde. Sommeren er ubrugt. Livet ligger foran os. Det er også en af grundene til, at juni er som skabt til sankthans. For Johannes Døberen, hvis fødselsdag vi fejrer til sankthans, vidnede selv om det, der skulle komme. Han vidnede om lyset, står der i Johannesevangeliet: ”Selv var han ikke lyset, men han skulle vidne om lyset. Lyset, det sande lys, som oplyser ethvert menneske, var ved at komme til verden.” I evangeliet er Kristus det lys, Johannes Døberen vidner om, men hvert eneste år minder hans (og altså også min) fødselsdag os om, at i juni er bare et bål og en viking nok til at antænde sommerens dirrende fryd.

Andreas Ole Nielsen