Nyborgs vigtigste have, tænker jeg ved mig selv, da jeg en tidlig sommermorgen går gennem lågen til kirkegården. Jeg har blomster med til stenvasen ved min mors grav. Senere samme dag skal min far bisættes fra kirken, og nu har jeg brug for at være et øjeblik på kirkegården. I haven ved mine forældres hus har jeg samlet en stor kurv med blomster. En buket til mor på kirkegården, og af de øvrige laver jeg små buketter, som kan lægges på fars kiste, inden vi sender ham endeligt afsted. En underlig og uvirkelig tanke, at haven ved mine forældres hus snart vil være ejet af andre. Hvor har vi mange gange gået rundt på havevandring, talt om de forskellige blomster, buske og træer. Engang var den omkranset af en kæmpe syrenhæk. Så skulle der ske noget nyt, og hækken blev erstattet af stauder. Og i de år, hvor far har været alene, har det været godt og trygt, at han havde kig til naboerne og de til ham. Mine forældre har altid haft grønne fingre, og mangfoldigheden i deres have er et særsyn. Det har krævet tid og flid, og jeg tænker ved mig selv, at der er noget virkeligt smukt over dette, at alt er vokset frem vitterlig over tid. Bag carporten, hvor der oftest er læ, har far haft sine krydderurter. Rosmarinen, der gennem årene har vokset sig stor, står næsten som et træ og med lilla blomster. Jeg skærer et par grene af til kurven. I fuglekassen ved terrassen er et musvitpar rykket ind. Jeg går ganske kort tæt på og hører lyden af helt spæde fuglestemmer. Næsten som en summen. Selvom far var syg, er hans død kommet pludselig, og jeg har endnu ikke vænnet mig til tanken. Og tager mig selv i at sige højt, her mens jeg skriver: ”Sludder. Vænne sig til tanken. For hvordan forliger vi os nogensinde med døden og tabet.” Vi kan sige om et menneske, at han eller hun var mæt af dage, og vide, at dette er sandt, men samtidig kender vi smerten ved at skulle leve videre uden ham eller hende, vi nu havde kær. Afmagt er noget, alle erfarer, når vi mister. Den dag står vi med tomme hænder. Men det er også i forhold til døden, vi erfarer, at der er noget, som ikke kan tages fra os. For Kærligheden dør ikke med dem, vi elsker. Og selvom sorg gør ondt og river i os med kærlighedens kræfter, som salmedigteren siger det, er sorgen et af de stærkeste vidnesbyrd om livets betydning, og hvad der for alvor betyder noget for os. Og derfor er kirkegården Nyborgs vigtigste have. Et sted at gå hen med vores sorg, tårer og savn, og måske hjælpes vi dér i roen og skønheden i små, men gradvise ryk til forløsning.

Marianne Aagaard Skovmand