Mie skriver om sig selv:

Mit navn er Mie Højholt, jeg er 36 år gammel, og jeg er jeres nye præst! Hvor har jeg dog glædet mig til at skrive den sætning. For mig føles det som sidste, vidunderlige stop på en rejse, der startede for mange, mange år siden. Jeg er datter af en automekaniker og en kontorassistent, og alle generationer før dem var arbejdere. Ingen havde nogensinde forestillet sig, at der skulle komme en præst ud af vores familie, men det gjorde der altså. Da jeg var 16 år gammel, følte jeg et kald dybt inde i mig, og dér startede rejsen så. Rejsen mod præstekjolen og kraven. Rejsen med evangeliet. Rejsen mod Nyborg.

Jeg elskede at læse på universitetet, og jeg dygtiggør mig stadig, for præster skal holde sig opdateret, ligesom alle andre faggrupper. Jeg opdagede, at jeg havde flair for hebraisk, og den dag i dag, kan jeg stadig godt finde på at hive Det Gamle Testamente på hebraisk frem, bare for at se, om jeg stadig kan.

Jeg var bare 19 år, da jeg startede på universitetet, og det har helt klart formet og dannet mig, at jeg brugte mine 20’ere på Det Teologiske Fakultet i hjertet af København. Jeg glemte aldrig, hvorfor jeg var der, og indimellem blev jeg bekymret for, om alt det akademiske ødelagde min evne til at snakke med, og relatere til, mennesker. Det skulle min hjemstavn imidlertid nok sørge for, at jeg ikke gjorde. Jeg har levet størstedelen af mit liv på Københavns Vestegn, side om side med en stor ghetto, og det har nok formet mig endnu mere end universitetet. Det giver et særligt menneskesyn og en særlig forkærlighed for mennesker, der har det svært, når man vokser op og lever blandt udstødte, unge mødre og misbrugere. Jeg er aldrig bange for det svære og det grimme, og jeg dømmer ikke. For jeg legede med pusherens børn, fulgte narkomanen med abstinenser og et knust hjerte hjem, og mødte den fuldstændigt rene hjertevarme, der findes på kanten af samfundet, før jeg nogensinde havde hørt om teologi og præstestand.

Undervejs på rejsen mødte jeg Mikkel, som jeg er gift med, og vi har to dejlige og livlige børn, Rosa (4) og Karl (2). De to små livstykker præger mine tanker og mine prædikener, og så sørger de for, at jeg er opdateret på, hvad der rører sig i små menneskers kultur. Derudover har vi også Molly (13), som er min bonusdatter, som med en vaskeægte teenagers visdom forsøger at lære mig, hvordan man ikke er pinlig.

Nu ved endestationen, hvor jeg pakker min kuffert ud og sætter blomster i vasen på mit kontor, er jeg glad. Jeg er taknemmelig. Jeg er nysgerrig. Nysgerrig på sognet, nysgerrig på jer. I er altid velkomne til at tage fat i mig, og jeg glæder mig til at møde jer og høre jeres historier.

Mie Højholt