1. søndag i advent starter det nye kirkeår. Den ligger i år den 30. november, hvor vi tænder det første lys i adventskransen og tæller ned til jul. Men det er svært at følge med tiden – eller forstå den. Hvorfor følger kirkeåret sin egen kalender? Hvorfor ligger julen på en fastlagt dato, medens påsken og alle de andre helligdage flytter rundt?

Det kan måske virke ulogisk for os, men tiden er relativ; den er ikke en given ting. Uger og timer og sekunder er noget, vi har opfundet. I det gamle Ægypten var en uge på 10 dage; og i Rom var dagens timer af forskellig længde om sommeren og om vinteren, og året begyndte i marts. For det er mennesker, der har fundet på udmåling og beregning af tiden – af den simple årsag, at vores tid rinder ud på et tidspunkt. Vi har gennem tiderne forsøgt at lave systemer baseret på solens eller månens bevægelser, men altid med rod i vores egen verden. For tiden er et relativt begreb. En døgnflues livsforløb ser måske kort ud i vore øjne, men er en hel livscyklus for fluen. Tiden er også udmålt for et solsystem, men i en målestok, der ligger uden for vores fatteevne, men vi har gennem historien inddelt tiden til at passe ind i vores verdensopfattelse. Og det gælder også for mærkedage, helligdage og arbejdsdage.

I dag regner vi mest med en lineær tid, der starter et sted i fortidens tåger og bevæger sig ubønhørligt frem mod verdens ende engang ude i fremtiden. Det er på denne linje, historien måles op med vigtige datoer, især Kristi fødsel, som ligger til grund for vores tidsregning – men også vores eget korte livsløb. Men der er også den cirkulære tid, naturens tid, der følger årstiderne med vækst, høst og forfald – igen og igen. Det er en mere gammeldags måde at se tiden på som et hjul, der ruller. Og med menneskelivet, der drejer naturligt med i samme rytme af fødsel, liv og død; men hvor påsken hvert år viser, at der er en vej ud til en evig verden – en åbning til håb ved Jesu opstandelse, der gik imod tidens gang.

Helt fra de tidligste tider regnede man ud fra månens faser, og det er derfor, at påsken, og med den de fleste andre helligdage, flytter dato efter fuldmånen. Påsken er jo oprindeligt en oldgammel jødisk fest. Julen ligger derimod placeret efter sol-tid, der følger jordens bevægelse rundt om solen. Det skyldes, at det først var i 300-årene efter Kristi fødsel, at det blev besluttet, at julen skulle ligge den 25. december ved vintersolhverv.

Det samme gælder advent – Adventus Domini – ”Herrens komme”, som har været afholdt som helligdage fra 600-700-årene. Før reformationen var adventstiden en periode for faste, bod og åndelig forberedelse til Jesu fødsel. Efter reformationen kom der mere fokus på glæden ved lyset og håbet, der var i vente med tidens opbrud – en ny tidsregning, hvor døden blev overvundet.

For os moderne tidsfikserede mennesker kan det være svært at forlige os med evigheden, fordi vi forestiller os den som en uendelighed af tid. Fordi vores eksistens er bundet helt op på, at tiden går. Men evigheden er jo det modsatte. Den er uden tid. Og det er tanken om den svimlende mulighed, vi tænder med advent, jul og påske. At tiden ikke kun er relativ, den er også midlertidig. At der er en verden uden for vores – lige på den anden side af vores synsfelt.

Ida Korreborg