Det er sundt for krop og sjæl at synge.

Men hvordan gør vi det så, altså slipper stemmen fri i et rum med andre, som vi ikke kender? Og kan vi endda opleve det, som om det er svært at slippe sangstemmen fri og løfte røsten ude blandt andre mennesker? I kirkerummet kan vi da synge sammen, alle er jo velkomne, og vi kan bare åbne munden og synge. Eller hvad?

En dag sad jeg selv på kirkebænken og mærkede for min del, hvad der skete i mig, som ellers er vant til at synge kirkerummet op. Først og fremmest: Jeg sad ned i stedet for at stå op, deraf hang jeg lidt i overkroppen og blev kropsligt noget mere uengageret i min holdning og vejrtrækning, så det blev sværere at give det, jeg plejer, og trække vejret godt og frit. Min instrumentkasse=min krop skulle altså lige vækkes og holdes oprejst i siddende stilling, for at luften kunne bære sangen ud. Når jeg sang, var det spagere og forsvandt lige som i det store rum, og jeg kunne ikke så godt høre de andre kirkegængere eller mærke det fælles løft i musikken. Så jeg mærkede tydeligt det engagement, jeg måtte kræve af min egen krop for at få sangstemmen på gled. Jeg tænkte, at det højest sandsynligt var det samme, som gælder for mange andre på kirkebænkene, og det gjorde mig endnu mere nysgerrig på, hvad der er på spil, når vi bekymrer os om, hvorvidt der nu synges med nede på bænkerækkerne.

Andre lige så naturlige faktorer kan stå i vejen for engagementet i salmesangen. Det er jo fx helt legitimt at være tilbageholdende i uvante situationer. Det kunne vi for eksempel være ved at skulle synge en ukendt melodi, eller vi kunne være generte eller lige frem i tvivl om egne evner, vi kunne være fremmedgjorte overfor det at bruge sangstemmen i al almindelighed eller i flok med andre, eller fremmedgjorte over for teksten, rummet og ligefrem sammenhængen.

Hvad kan vi gøre selv og i fællesskab for at synge mere og friere sammen – i kirken og hvor som helst i vores liv – det er et interessant spørgsmål. En ting er sikkert, i kirken sættes der en fin en ramme for fællessang via salmesangen; der akkompagneres på orglet, og der synges for på salmer og korsvar, så egentlig er vi taget musikalsk i hånden og kan trygt åbne mundene og lade stemmerne klinge på næste udånding. Og alligevel skal der noget ekstra til, før det sker, for flere af os. Men hvis vi opnår en bevidsthed om, at vi er i samme båd, gør vores hver især og ved, at det at synge fordrer mere kropslig energi, når luften med lyd og salmetekst på skal sendes ud der på kirkebænken, så det kan løfte sangen i flok. Vi kan ligeledes blive opmærksomme på, at sang og nynnen er stimulerende for vores nervesystem og beroligende og opløftende for krop og sind. Det at synge sammen får vores hjerter til at slå i takt, og vore kroppe iltes bedre og styrkes ligefrem, når vi synger. Når vi synger salmen i stedet for at læse den indenad, giver vi ordene ånde og liv, og vore stemmer danner en samklang.

Det er svært at finde noget dårligt at skrive om at synge, både sammen og hver for sig – så lad os bryde tabuet, overskride frygten, mærke samklangen, bryde det grænseoverskridende, lad os trække vejret sammen og synge med krop og stemme.

 Lise Bech Bendix, sanger

Derfor har præsterne og organisterne et par idéer omkring salmesang, som vi vil afprøve over de næste 3 måneder:

Kl. 9.40 om søndagen vil der være mulighed for at gennemsynge dagens sværeste eller nye salme. Det vil foregå ved flyglet sammen med højmessekoret i ca. 5 minutter.

Under første del af højmessen til de første 3 salmer vil koret sætte sig parvis i kirken. Der må selvfølgelig gerne gå konkurrence i, hvem der synger kraftigst; menigheden eller koret ?

Til anden og tredje salme vil salmeforspillet være en tone, og derefter spilles et vers af melodien, hvor koret og menigheden rigtig gerne må nynne med – det er både godt for stemmen og for genkendelse af melodien.

Hvis man gerne vil kende salmemelodierne til søndagens højmesse, vil salmenumrene blive lagt på kirkens hjemmeside 2-3 dage før. Man kan så høre melodien online på www.dendanskesalmebogonline.dk

Vi håber, at tiltagene vil falde i god jord – vi elsker når menigheden synger med!

 Claus Tolstrup, organist