Efter sigende var det den gamle højskoleforstander på Askov Højskole, Knud Hansen, der i festlige sammenhænge, ud på de sene timer, kunne finde på at hilse af med netop de ord – ”Herren velsigne dig og forbavse dig!”

Selvom det givetvis har været sagt i spøg, rummer ordene ikke desto mindre en alvor, som ligger i direkte forlængelse af Knud Hansens grundlæggende syn på menneskelivet. Et syn, hvor det for ham var afgørende, at man ikke opfattede livet som et problem, og dermed som noget man forventes at kunne finde et bestemt svar og løsning på, men derimod opfattede det som en gåde. Som noget, der i sit væsen altid vil forblive uudgrundeligt og gådefuldt.

Den skelnen har vidtrækkende betydning for, hvordan vi forholder os til vores liv – og det har den ikke mindst i forhold til netop at kunne føle sig både velsignet og forbavset. For handler livet først og fremmest om at få det til at ”gå op” og finde løsninger på både det ene og det andet, ja så er der en overhængende risiko for at livet reduceres til et slags puslespil, hvor det kun handler om min egen begrænsede evne til at finde og lægge de rigtige brikker. Er livet derimod først og fremmest en gåde, ja så er livet i en afgørende forstand ude af mine hænder og forstand, og hver eneste dag jeg slår øjnene op, byder det sig til – til lige stor forbavselse og mulige velsignelse!

Og netop begge dele. For velsignelser kan man i en helt afgørende forstand aldrig forberede sig på. De kommer altid bag på en – uforudsigeligt, gådefuldt og, ja, forbavsende. Det gælder lige fra den velsignelse at blive forelsket, at stå med et nyfødt barn i armene eller til at betragte blomsterflorets farvepragt i maj. Alt sammen kan det kun erfares som en velsignelse, fordi vi ikke kan forberede os på det. Kunne vi det, ville det højst efterlade os med et gammelklogt, upåvirket træk på skuldrene, og et ”Nå, ja, det vidste jeg da allerede på forhånd”.

At velsignelser altid er til forbavselse, er, som citatet lader ane, også noget helt grundlæggende for evangeliet. Igen og igen sætter Jesus således hele sit liv ind på at vise, at der findes en velsignelse, der altid kan finde vej og gøre det ikke mindst dér, hvor vi allermindst ville forvente det. Finde vej til alle dem, der ikke har nogen løsninger. Til alle dem der ikke kan finde svar på deres problemer!

For velsignelsen er, at vi midt i vores største afmagt og alle vores manglende svar altid har hjemme i det mest gådefulde, der findes: i en himmelsk kærlighed, der bliver ved med at ville forvisse os om, at vores liv slet ikke handler om at have svar på rede hånd, fordi vi altid er indhentet af den Gud, der ustandseligt kommer alle manglende svar i forkøbet! Med sit velsignede løfte om at være med os alle dage. Både de dage, hvor vi ikke kan holde fast på os selv – såvel som dem, hvor vi ikke længere kan holde fast på hinanden.

Christian von Tangen Sivertsen