Der er så mange veje, man kan gå i et menneskeliv. I Bibelen hører vi en eventyrlig beretning om vise mænd fra Østerland, som gik ad lange veje for at finde ud af, hvad en særlig stjerne havde at betyde. Og efter tusindvis af skridt førte vejen dem til et fremmed land til et særligt barn i en stald i Betlehem. Og så stoppede al bevægelse. For de vise mænd faldt på knæ og bøjede sig i støvet for det barn, der gennem generationer var spået som Verdens Frelser. Men i drømme fik vismændene et praj om ikke at gå tilbage til kong Herodes for at fortælle, hvor de havde fundet det lille Jesusbarn, men vismændene vendte hjem ad en anden vej, fortælles det.

Blev kristendommens historie og udbredelse afhængig af, om tre kloge mænd valgte at gå til højre eller venstre? Er vores liv afhængigt af, om vi vælger den lige vej, omvejen eller genvejen? Tilværelsen er fuld af enkle valg, som vi ikke ænser, men tilværelsen byder os også skæbnesvangre og radikale valg, der forfærder os. For står og falder vor næstes og egne liv og lykke med, om vi går til højre eller til venstre? Ængstelsen kan kaste os ud i et også kommende mentalt januarmørke, hvor genskinnet fra julelysene med glæde og håb fra disse dage synes langt borte. Men ”frygt ikke”, siger englen både ved stalden i Betlehems mørke og senere en påskemorgen stund ved den tomme grav i Jerusalem. For evangeliets budskab er, at Gud også findes i mørket. Når man er ude af sig selv og i ensomheden, måske netop dér lyser og høres Guds ord stærkest. Og det er trøsten og håbet, som vi får at bære med os ud på de veje, vi skal gå. Uanset vejens beskaffenhed, så er Gud med os. Guds trofasthed varer til evig tid, som vi hører i kirken. Og hvis vi kommer ned ad farlige veje, endda på dødens ensomme sti, også der har Jesus beredt vejen for os, da han gik til kors og død på Golgata.

Må det indgyde os mod til 2026. Skridt for skridt, jublende eller bævrende. Guds fred og lys være med os.

Mette Tikjøb Grymer