Juleaften – det er stædigvæk den eneste aften i året, hvor alt helst skal være på plads, og som det altid har været. Ingen af de kærlige ansigter kan undværes. De skal være der. Og det er oftest børnene, der spørger efter dem, der mangler, og det er os voksne, der bliver flove. For julen har sine egne hellige love fra slægtens lange rækker af juleaftener. Og med fynd og klem synger vi julen ind om barnet i Betlehem. Og i alle de forberedelser og anstrengelser, der hører julen til, tænker vi på dem, børnene også dem, der for længst er vokset os over hovedet. Sådan er juleaften blevet en hellig aften både i kirken og hjemme hos os selv. For hvad juleaften er og betyder – det holdes fast af alle de juleaftener, vi har oplevet og husker bedre og mere præcist end alle andre aftener. Og skulle nogen finde på at sige, at julen er kommerciel, og det kun er på grund af gaverne, vi husker de mange aftener. Så tænk på dette, at der er forskel på gaver. Der er både de ægte gaver og så de ligegyldige, som er købt uden omsorg og omtanke. Bag de ægte gaver ligger altid en kærlig tanke. En ældre lærer fortalte mig engang om en særlig gave han fik af en elev. En lille hjemmelavet æske af træ. Æsken viste sig at være tom. Da læreren så lidt undrende på drengen, forklarede han: ”Du ser det ikke, men den er fuld af kærlighed, og min mor har altid sagt, at kærlighed er det eneste, som der bliver mere af, når man giver det væk.” Og den slags kærlighed og omsorg har noget med barnet i krybben at gøre. Med dette, at vores Gud gav sig til kende med sin omsorg. Gud greb ind. Han sendte os sin Søn, så vi kan se og kende ham. Det kan børnene høre og forstå. Han blev som én af dem. Og den, der tvivler på det, kan høre, hvad han selv har sagt: ”Stå ikke i vejen for børnene, for Guds rige er deres. Og den, der ikke bliver som et lille barn kommer slet ikke ind i det.” Sådan handler julen om omsorg. For det barn Guds søn, var helt ind i døden omsluttet og holdt oppe af Guds omsorg og kærlighed. Og hvordan nu med os, der ikke længere selv kan kalde os børn. Måske mangler også vi omsorg. Ikke den overfladiske omsorg, men den kærlige omsorg, der kan trøste og overvinde den dybe ensomhed og den lammende angst for livet og for døden, som vi nok alle i forskellig målestok kender til. Men helst ikke taler om endsige beder om hjælp til. De andre har nok at se til, tænker vi. Og kan føle som hjælpeløse børn uden at have forældre at kalde på. Og så alligevel synger vi i salmen: ”Guds kære børn vi blev på ny”. Vi blev børn igen. Guds børn. Det er i vores angst og rådvildhed den store trøst – den glædelige jul. Når vi med vores forstand og fornuft støder på en uoverstigelig mur, da åbner Himlen sig alligevel, og Guds engle vandrer op og ned. Og vi får at vide, at Gud ville det anderledes. Gud greb ind.

Marianne Aagaard Skovmand