Siden Adam og Eva i paradiset har vi stræbt efter at bestemme selv og sikre os en position, hvor vi slipper fri af naturens usikre orden. I hele menneskehedens virke har vi forsøgt at bekæmpe den vilkårlighed, som naturen rummer: Vi dæmmer floder op, regulerer afgrøder, bekæmper sygdomme – det hele ved hjælp af de kundskaber vi fik med os ud af paradisets have.

Vi vil ikke acceptere en skæbne som underlagt større ting, men vil forme vores tilværelse selv. Vi vil hæve os over ydmygheden og sidde ved siden af Gud i bestyrelseslokalet – ja, måske allerhelst helt fortrænge Gud og selv bestemme over liv og død.

Vi har forædt os så meget i kundskabens frugt, at vi til sidst tiltror os selv herredømmet over hele skaberværket og dermed også evnen til at ødelægge eller frelse det liv, som aldrig har tilhørt os.

Vi har glemt, at ydmyghed har en værdi. Vi har glemt, at det vigtigste ikke er, hvad vi vil med Gud; men hvad han dog vil med os – storskrydende, hovmodige og magtfuldkomne mennesker, der bilder os ind, at vi har magten til at styre den jord, der ikke er vores.

Naturen og verden vil klare sig fint uden os. Men vi kan ikke klare os uden vores omverden, hvor gerne vi end vil være uafhængige af den.

Men Gud vil os alligevel. Og det vil han, fordi vi alligevel IKKE er fuldkomne. Som de eneste af alle skabninger ikke kan affinde os med at være små. Og lade vores liv, skæbne og død blive afgjort uden for vores kontrol.

I salmen ”Herre Gud! Dit dyre navn og ære” (nr. 7 i salmebogen) står der: At Gud er Gud, om verden lå øde, og alle mand var døde. Verden og livet er ikke afhængigt af os. Og det er Gud heller ikke. Men det var i vores skrøbelighed, han fik særligt øje på os blandt alt det skabte. Og derfor han gav os en vej ud af naturens cyklus af skabelse og ødelæggelse; af liv og død.

Derfor skal vi ikke lede efter Gud på tronen i himmerige. Han satte sig ned i vores sted – ja så langt ned at det er svært at begribe; ned i vores afmagt og lidelse; ned i vores bitre død. Han blev menneske med os, der hvor vi ikke ønsker at være.

Og det er derfor dér, vi kan finde ham. Gud er der, hvor der er brug for det. Hos dem, der fortvivler; hos de magtesløse, hos børnene – og hos os, der hvor vores store evner er skrællet af, og vi står nøgne og hjælpeløse tilbage som dem, vi egentlig er.

Ida Korreborg

Billede: Petter Dass-kapellet i Træna, en øgruppe i Nordland, Nord-Norge. Den norske digterpræst Petter Dass skrev salmen ”Herre Gud! Dit dyre navn og ære” i 1698.