”Men over alt dette, skal I iføre jer kærligheden, som er fuldkommenhedens bånd.”

(Paulus’ Brev til Kolossenserne kapitel 3, vers 14.)

”Kærligheden som fuldkommenhedens bånd. Det billede elsker jeg, og jeg vender tilbage til det igen og igen for at blive mindet om kærlighedens væsen og betydningen, fuldkommenhedens bånd. Et bånd, der binder en sløjfe om vores liv. Noget, der kommer udefra og omslutter os – ikke noget vi selv kan eller skal frembringe.” Sådan skriver skuespiller og præst Helene Ringgaard Neumann i sit bidrag til bogen Det er så yndigt. Tanker om tro, kærlighed og ægteskab, hvor forskellige mennesker reflekterer over kærlighedens væsen og ægteskabets udfordringer i relation til Bibelens budskab om kærlighed. Der står da også ganske meget i Bibelen om kærlighed, selvom den på ingen måde jo er skrevet som en selvhjælpsbog for kærlighedshungrende singler eller som en håndbog i krisehåndtering i ægteskabet.

Omvendt er der jo en grund til, at så mange mennesker stadig læser Bibelen, og at flere og flere danskere tilsyneladende bliver optaget af at forstå de gamle tekster i relation til nutiden og deres eget liv. Bibelen har noget at sige os, og for mange er det tydeligt, at den rummer en visdom, som stadig er relevant. Og som kaster lys også indover kærlighedslivet.

”Den, der ikke elsker, kender ikke Gud, for Gud er kærlighed,” står der i Johannes 1. Brev kapitel 4, og i den tekst, som gerne kaldes kærlighedens højsang (1. Korintherbrev kapitel 13) beskriver Paulus kærlighedens væsen, som noget, der overvinder alle de negative tendenser, vi mennesker også rummer: ”Kærligheden er tålmodig, kærligheden er mild, den misunder ikke, kærligheden praler ikke, bilder sig ikke noget ind. Den gør intet usømmeligt, søger ikke sit eget, hidser sig ikke op, bærer ikke nag. Den finder ikke sin glæde i uretten, men glæder sig ved sandheden. Den tåler alt, tror alt, håber alt, udholder alt.”

Og så endelig ordene om kærligheden som fuldkommenhedens bånd, som jo netop indgår i vielsesritualet, og som altså læses hver eneste gang to mennesker giver hinanden deres Ja og lover at elske hinanden i medgang og modgang og derefter erklæres for ægtefolk for Gud og for mennesker.

Kirken er da også den ramme, som hjælper os til – både i glæde og i sorg – at sætte ord på det, som for alvor ligger os på sinde. Det, som har betydning, og som skal trækkes ud af hverdagens klædedragt og gerne må siges med store og højtidelige ord. Ord om, hvor fantastisk det er at leve sammen med et andet menneske, der altid er der for en, og som gør en glad hver eneste morgen, man vågner op. Og som bare er den bedste mor eller far, man kan ønske sig for sine børn. Og omvendt at leve sammen med en, der næsten kender en bedre, end man selv gør det. Alt dette og mere til kan rummes i de to gange Ja, man siger på sin bryllupsdag.

Og i kirken får ordene om kærlighed en særlig betydning. For i kirken opfattes kærligheden ikke blot som en privat følelse mellem to mennesker. Kærligheden derimod opfattes som den magt, der bærer og styrer hele vores tilværelse. Den magt, som vi ikke kan leve uden. Den magt, som er givet og indstiftet af Gud. “Så bliver da tro, håb og kærlighed, disse tre. Men størst af alt er kærligheden.”

Marianne Aagaard Skovmand