Marts lægger to hænder på os på én gang. Den ene er stadig kold: mørke morgener, våde fortove, den skarpe vinterluft. Den anden hånd er varmere: længere dage, et andet lys på vægge og marker, en anelse mere livslyst i kroppen. Foråret nærmer sig, og man mærker det.

Vinteren er afskedens årstid, hvor tiden mærkes tydeligere. Man tænker på dem, man savner, på det der forsvandt, på det der blev. Tabene står som fikspunkter i kalenderen og i kroppen. Grublen kan tage over, men den kan også blive til en form for oprydning: Hvad betyder noget? Hvad holder? Hvad skal gives videre? Hvad skal jeg slippe?

Fastetiden lægger sig ind i den slipstrøm. Den kalder på eftertænksomhed. Den skærper opmærksomheden: over for Gud, over for næsten, over for ens egen virkelighed. Fasten og forårets komme bliver en forberedelse, der foregår i det stille – i bøn, i enkelhed, i en ærlig registrering af, hvor livet gør ondt, og hvor livet stadig bærer.

Samtidig begynder kroppen, på sin egen måde, at gøre sig klar til påske. Man får lyst til at åbne vinduer, rydde op, få luft. Man sætter måske en vase med påskeliljer på bordet, før de egentlig “hører til” der. Der opstår en trang til at få ting på plads – i hjemmet, i relationerne, i hjertet. Foråret vækker den impuls. Naturen gør det samme: rødder arbejder, knopper svulmer, fuglene bliver mere insisterende. Der samler sig kræfter i det skjulte.

Og påsken nærmer sig med samme rytme: en bevægelse frem mod et gennembrud. Fasten leder os ind i fortællingen, hvor Jesus går vejen helt ind i menneskelivets tyngde, og hvor kærligheden holder kursen. Og så kommer påskemorgenen som evangeliets forår: et liv, der rejser sig, en dør, der åbner sig, et håb, der gives.

Derfor kan marts føles så genkendelig. Lyset vokser på himlen, og lyset vokser i evangeliet. Vi forbereder os, næsten instinktivt, fordi både krop og tro mærker det: eftertanke, renselse, venten – og så den morgen, hvor alt får lov at begynde igen.

Simon Stubkjær