08/08/2024 0 Kommentarer
4 år eller 32 år?
4 år eller 32 år?
# Nyheder
4 år eller 32 år?
Eller måske et sted der imellem!
Torben Hårbøl har været medlem af og formand for Nyborg Menighedsråd i 32 år, når denne periode udløber i november 2024; andre har siddet der tilsvarende længe, og endnu flere har også været med i rigtig mange år. Efter lang og tro tjeneste holder både Torben Hårbøl og flere andre op, så der er brug for en del nye folk i menighedsrådet.
Da Torben Hårbøl i sin tid blev valgt ind, var alle 15 medlemmer af menighedsrådet helt nye. Han blev valgt til formand. Det var en udfordring! Han tog opgaven på sig; det gik godt, vil mange kunne bevidne. Der er en god tone i debatterne i menighedsrådet med en god mødeledelse, møderne har aldrig trukket ud alt for længe, og der er udført mange store opgaver, bl.a. takket være en god uddelegering af arbejdsopgaverne blandt menighedsrådsmedlemmer og et dygtigt personale.
Nogle af de største opgaver i årenes løb i menighedsrådet har, ud over deltagelse ved præsteansættelser, været:
- Opkøb og istandsættelse af Korsbrødregården til brug for kirkearbejdet og menighedsrådsarbejdet.
- Renovering af parkeringspladsen og området bag kirken.
- Indvendig kalkning og istandsættelse af historisk inventar i kirken, anskaffelse af alterkors og alterrude og udbygning af orglet.
- Store udviklingsopgaver på kirkegårdene.
- Renovering af kirkens tårn og tag.
- Udvikling af arrangementsvirksomhed og kommunikation.
En periode i menighedsrådet er på 4 år, så man behøver ikke at planlægge at sidde i menighedsrådet i 32 år, hvis man skulle have lyst til at stille op til menighedsrådsvalget. Der er ikke brug for 15 helt nye medlemmer; faktisk er det ikke ønskværdigt, at alle udskiftes på én gang, da der så mangler erfaringsoverførsel. Men der er brug for nogle, som er parat til at trække i arbejdstøjet, og som har lyst til at yde et stykke frivilligt arbejde og bruge deres kompetencer til gavn for lokalsamfund og kirke, og måske også selv få nye kompetencer via arbejdet i rådet. Nogle, som kan komme med nye tanker til gavn for os alle. Det er meningsfuldt arbejde – og også hyggeligt.
Har du lyst til at være med i menighedsrådet – bare i 4 år til en begyndelse? Så hør mere på orienteringsmødet eller kontakt formanden.
Kommentarer