Lige om lidt står de spændte og i rad og række på toppede brosten foran Nyborg Vor Frue Kirke: Pigerne i hvidt, mens drengene ofte bærer mørke jakker, men inden dagen oprinder, er der hvert år kommende konfirmander, der forinden samvittighedsfuldt har bekendt til deres præst, at de er i tvivl, om de vil konfirmeres. De er fx usikre på, om de ’tror nok’ til at kunne sige ja foran alteret.

Men konfirmationen har ikke noget at gøre med at ’tro nok’, for hvilket menneske skulle da også kunne sætte sig til dommer over det dybeste lag i et hjerte?

At blive konfirmeret er en skik fra den katolske kirke, hvor ’firmelse’, som den kaldes her, er et sakramente på lige fod med dåb, kommunion (nadver), skriftemål, de syges salvelse, ægteskab og præstevielse. Som bekendt gjorde Luther med reformationen op med de mange sakramenter, og firmelsen blev forbudt i 1539, men den blev genindført med pietismen, nu med navnet konfirmation. Og i 1736 blev dåb og konfirmation lovpligtig. Inden man fyldte 19 år, var det forudsætningen for at kunne blive viet, være fadder eller for – verdsligt – at vidne i en straffesag.

Hvis man skulle ud at tjene, havde enhver ung mand eller kvinde brug for en skudsmålsbog, der fungerede både som straffeattest, pas og cv, og her var konfirmationsattesten også en nødvendighed.

Først i 1921 blev skudsmålsbogen afskaffet, men herefter indførte man en overhøring i kirken forud for konfirmationen, hvor præsten kunne efterprøve konfirmanderne i specifikke salmevers, dåbsbefalingen, Fadervor og Trosbekendelse.

Jeg blev konfirmeret i 1989 og deltog i overhøring, en dengang allerede bedaget tradition, som min konfirmationspræst havde glemt at se forældelsesfristen på, for overhøringen udgjorde en art offentlig udskamning, idet det var tradition at placere de kvikkeste på holdet forrest, og det var derfor ovenud pinligt at være placeret bagest, både for den kommende konfirmand, dennes forældre og andre familier, der overværede overhøringen.

Konfirmationsgaven var i gamle dage ofte meget praktisk, fx i form af slidstærkt, uldent tøj, der var flere størrelser for stort, således så konfirmanden kunne vokse i det, og pigerne kunne modtage gaver i form af udstyr som potter eller pander til den familie, de forventedes at få.

Konfirmationsfesten blev først en familiefest i 1900-tallet, og nu i dag, hvor heldigvis ingen ung i Danmark længere er nødsaget til tage ud for at tjene direkte efter konfirmationen, vil de unge nok også betakke sig for datidens gaver.

Fra begyndelsen var konfirmationen altså ingen bekendelsestest, heller ingen eksamen i at tro, men den var forudsætningen for at kunne begå sig i samfundet. Heldigvis er det ikke sådan længere. Men til de konfirmander, der tvivler, er præsters svar, at konfirmationen først og fremmest handler om – ikke deres – men Guds bekræftelse på det løfte, der lød over døbefonten – at Gud vil være med dem nu og alle dage indtil verdens ende.

Mette Tikjøb Grymer