Pludselig

Pludselig

Pludselig

# Præstens klumme

Pludselig

”Efter 31 års ægteskab ville manden pludselig skilles.” Sådan kunne man i 1987 i Billedbladet forvisse sig om, hvordan pludseligheden har magt til at indfinde sig i et menneskeliv (hvilket Ordbog over det danske Sprog ligefrem har valgt at bruge som eksempel på, hvordan ordet ”pludselig” skal forstås).

Mit gæt er, at det har de færreste af os nok nogen problemer med at forstå – hvordan pludseligheden er i stand til at indfinde sig i vores liv. For hvis der er noget, der kan vælte os alle fuldstændigt omkuld, omkalfatre vores tilværelse, trække tæppet væk under os og sende os til tælling, ja, så er det jo lige præcis, når vi udsættes for noget, der kommer som lyn fra en klar himmel – noget der pludseligt forandrer vores liv.

Det pludselige har med andre ord en enorm magt over vores og hinandens liv. Fra den ene dag til den anden kan manden (eller kvinden) faktisk pludselig finde på at ville skilles. Fra den ene dag til den anden kan man pludselig vågne en morgen og være syg – ja, ligefrem mærke en forandring i kroppen, der truer med at skille én fra livet. Eller man kan pludselig møde en person, man forelsker sig dybt i, og siden blive skænket det livsmirakel at skulle være far eller mor. Akkurat som man kan vågne en morgen og pludselig erfare, at en af ens elskede er skilt fra det levede liv med os andre.

Det pludselige har kort sagt fuldstændig afgørende og indgribende betydning for os i alle vores livs kapitler. Vi kan forsøge at forberede os på det – og vil jo allerhelst det – men i bund og grund er det jo lige præcis problemet med det pludselige, at netop dét kan man aldrig forberede sig på. For med det pludselige er der et uigenkaldeligt før og efter. En total og gennemgribende forandring.

Men selv om vi ikke kan forberede os på selve den pludselige forandring, ja så kan vi måske godt forberede os bare en lille smule. For måske kunne vi hen ad livets vej forberede os på, at det er sådan, livet er – pludseligt – fra begyndelse til ende. Forberede os på, at alle vores ihærdige anstrengelser for at ville bemestre vores liv og sikre os mod det pludselige i bund og grund er fuldstændig omsonste.

Og det kunne vi ikke mindst gøre med hjælp fra verdens mest langmodige budskab. For hvis der er noget, kristendommen og evangeliet tilstræber, så er det at åbne vores øjne for, hvordan vores liv på alle ledder og kanter aldrig nogensinde står og falder kun med vores erfaringer af pludselighed og omskiftelighed.

For midt i malstrømmen af pludselige og livsomvæltende begivenheder insisterer det stædigt på, at der er noget, der står urokkeligt fast. Noget, som ikke bare en lille del af vores liv er grundlagt på, men som hele vores omskiftelige liv er allerdybest forankret i: En guddommelig livsmagt, hvori vi i både liv og død for evigt har hjemme.

Det budskab fjerner ingenlunde pludselighedens altindgribende magt over vores liv. Men det holder os fast på, at der altid er noget, der er større end livets pludselighed. Holder os fast på, at der, hvor vi må give slip både på os selv og på dem, vi elsker, er der noget, der aldrig slipper os: en guddommelig kærlighedsmagt, der forbliver den samme trods alle pludselige omskiftelser.

Christian von Tangen Sivertsen

Du vil måske også kunne lide...

0
Feed