Det fortælles, at en klasselærer engang indledte sin undervisning med at gå op til tavlen for kun at tegne en enkelt prik. Derpå spurgte han eleverne, hvad de så. Hver og én svarede de lettere vantro, at de – selvfølgelig! – så en prik, hvortil læreren sagde, at det var underligt; for der hvor han stod, så han først og fremmest alt det, der var uden om prikken. Alt det hvide, der fyldte langt, langt det meste.

Historien er temmelig illustrativ, når det kommer til vores udbredte tilbøjelighed til i næsten alle sammenhænge at fokusere på det, der i en vis forstand er det allermindste – det, der i den store sammenhæng næsten intet er, men som ikke desto mindre får lov til at fylde det hele. Som når en punkteret cykel får os til at glemme, at vi er sunde og raske, eller en regnvejrsdag får os til at glemme, at vi ikke skal gå sultne i seng. Og for at blive i klasseværelset, ja, så kunne man overveje, om den måde at se verden på ikke mindst bliver opøvet der?  For et af formålene med at gå i skole er som bekendt at opøve vores kritiske sans, hvilket ikke mindst vil sige: finde fejl. Det er selvfølgelig uundværligt, når det kommer til kommaer og brøker, samfund og argumentation, at vi skærper vores kritiske sans og dermed vores evne til at nære en sund form for mistillid til alle de informationer, vi udsættes for. Knap så godt er det imidlertid, når den tilbøjelighed kommer til at stå alene og får så meget magt over os, at den udbredes til livet selv, og ligefrem bliver til en art livsindstilling. En måde at møde livet på, hvor vi fulde af mistillid og fornærmelsesparathed kun er optaget af at finde eller undgå at lave de fejl, der til sidst bliver selve pantet på, hvad vi opfatter som sandt og rigtigt. For når det sker, så har vi med vores højt anpriste kritiske sans og vores evindelige ”fejl-finder-blik” kun bidraget til at gøre livet alt, alt for småt. Reduceret det til kun at være en lille, bitte prik fremfor med forundring og udsyn at have blik for alt det andet, hvori prikken nærmest forsvinder som en dråbe i havet.

Det er ikke for meget sagt, at det er alt det andet, hvori prikken findes, evangeliet aldrig bliver træt af at ville åbne vores øjne for. Igen og igen angriber Jesus sin jødiske samtid for kun at lede efter de fejl, der kan bekræfte den i, hvad den mener er sandt og rigtigt, ja, i, hvad den mener, er selve loven for livet.

Og det er vist heller ikke for meget sagt, at det lige præcis er en sådan gammeltestamentlig lovforståelse, vi i vores tid er ved at vende tilbage til. For sjældent har vi været mere bange for at træde forkert og mere (krænkelses-)parate til at kaste os over alle dem, vi mener begår fejl – alle dem, som forsynder sig mod de stadigt flere love og regler, vi efterhånden er i færd med at kvæle livet med. Og der er dermed heller ingen tvivl om, at vi vist alle kunne have brug for at høre evangeliets opfordring til os: at åbne vores øjne for, at livet altid er så meget mere end de små prikker, vi kan se med det blotte øje. For livet er først som sidst ånd. Den ånd, hvori alene sådan noget som humor, langmodighed, tillid og kærlighed kan leve. Måtte den ånd gribe os alle, sådan at vi i frimodighed og ansvarsfuldhed kan løfte blikket fra prikkerne og dermed få øje på alt det forunderlige, der er uden om dem.

Christian von Tangen Sivertsen