’Folk er begyndt at dø’ – sådan lyder det i et af Søren Ulrik Thomsens digte. En erfaring, der ikke er aldersbestemt, men som vil indfinde sig hyppigere, alt som lysene i fødselsdagskagen øges.

’Ingen bliver halvtreds

uden at være vågnet i et nattog

som uvist af hvilken grund holder stille

mens tankerne kredser om en person

der kort passerede ens liv

og forsvandt’

Vi kan føle, at tilværelsen bryder sammen, når vi mister, men flere dødsfald har gjort ondt længe inden dødsfaldet – det er, hvad der kaldes ’ventesorg’. Mange efterladte kæmper efterfølgende med tavshed foruden sorg. Ét er at den døde er borte, men hvorfor forsvinder også så mange andre? Pårørende må oppe sig. Det er svært at vide, hvad man skal sige eller gøre, men den efterladte må spørges, om det er tid til at tale eller tid til at tie. Ingen kan gætte sig til det.

Mange af Søren Ulrik Thomsens digte berører tab og erindring, der netop er temaer Alle Helgen.

I Nyborg Kirke læser vi den 6. november kl. 19:30 navne på dem, nogen har mistet. Her kan de efterladte tænde lys, og mange går den dag på kirkegården.

’Hvert år på den dato

der tilfældigvis blev din fødselsdag

tager vi toget til Århus for at besøge din grav

som nu engang er det sted her i verden

hvor du ikke er.’

Thomsen kalder gravstedet for det sted her i verden, hvor den døde ikke er. Altså gravstedet som et ikke-sted. For selvom den dødes navn står hugget i granit, så føles det måske ikke som om, den døde er der. Jovist de jordiske rester, men den døde selv er lyslevende hos os og i os. Den døde bor tæt ved hjertet. Er saltet i tårerne. Er overtonen i hendes latter, duften af hans tobak.

Af alle steder tror jeg, de døde er hos Gud. Det tror Thomsen også:

’.. det er så mærkeligt at vi virkelig skal dø

men tanken om opstandelsen ikke mærkeligere

end at vi virkelig findes.’

Måske er det, hvad gravsteder også minder os om? Bag kirkegårdens små haver med tab og tunge sten ligger erindringen om en anden have: Opstandelsens have den Påskemorgen, da den opstandne Kristus kalder på Maria og henter hende ud af forfærdelsen. Og haven, hun står i, forvandler sig til Paradisets Have. Det sted, hvor hun ikke længere skal se verden gennem tårer som i en gåde, men se ansigt til ansigt.

Mindet om dét sted, dén have og dén begivenhed ligger her i byen bag haverne på Kronprinsensgade og Vestergade. Derfor giver det mening og har det betydning at besøge gravene.

Og måske en dag gives det os at glæde os over alt det, der dog er tilbage. Den gave fik Thomsen lov at nyde et øjeblik helt gratis. Af nåde.

’Mellem alle disse digte

om døden og erindringen

er der her plads til 11 linjer

om mælkebøtterne

hvis lys jeg igen i år havde glemt

med ét bliver tændt som et tivoli.’

Mette Grymer