Der er en stilhed over august. En fylde. En mæthed. Det er sommerens sene salme, sunget på modne toner, hvor alt har foldet sig ud og nu står i sit fuldeste. Kornmarkerne bugner, æblerne bliver tunge på træerne, og lyset har fået en blød og gylden kant. Det er som om solen holder os lidt længere i hånden, inden den slipper – og vi går ind i efteråret.

August er måneden, hvor vi mærker, at alting er på vippen. Dagene bliver kortere, men endnu bærer de varmen. Børn leger stadig med bare fødder i vandkanten, men i butikkerne hænger skoletasker og penalhuse og hvisker om skolestart og -skemaer. Sommerfuglene danser endnu i luften, men de ved det – ligesom vi ved det: forandringen er på vej.

Der ligger noget helligt i dette mellemliggende. Et nu, som ikke behøver haste, men som alligevel er på vej videre. En tilstand, hvor vi ikke høster for at samle, men for at glædes. For at dele. Det er i august vi forstår, hvad det vil sige, at noget er modent – tiden, os selv, livet.

Jesus siger: “se ud over markerne, de er hvide til høst.” (Joh 4,35)

Og det er som om han kunne have sagt det netop nu, i august.

For høsten er ikke kun noget, der sker med det ydre. Der findes også en indre høst – et indsamlet overskud af samtaler, kærlighed, hvile, mod og erfaring. Noget vi skal bære med os ind i det, der kommer.

August er forvandlingens tid. Der hvor barnet bliver skolebarn, hvor sommerhuset pakkes ned, og hvor planterne i haven begynder at slippe deres blomstring. Alt det, der spirer og strækker sig i maj og juni, har i august sat frugt – og læner sig nu tilbage.

Profeten Joel ser det som et tegn, når Guds velsignelse flyder med overflod: “Tærskepladserne fyldes med korn, persekarrene flyder over med vin og olie.” (Joel 2,24)

Sådan ser august ud med troens øjne: ikke bare som en måned i kalenderen, men som et helligt rum af fylde og overgang. Her lever vi i en taknemmelighedens rytme. Vi samler op, vi smager, vi deler. Vi mærker, at vi er blevet givet mere, end vi anede – og måske også mere, end vi fortjente.

Det er en måned, hvor det giver mening at takke. For solen, for regnen, for frugten på grene og for venlighed i ansigter. For at vi stadig hører til i denne verden, hvor Gud siger “så vil jeg til rette tid give jeres land den regn, det behøver, både efterårsregn og forårsregn, så du kan høste dit korn, din vin og din olie.” (5. Mos 11,14)

Når august går mod sin afslutning, aner vi allerede morgendisen og den første, spæde kulde. Men endnu er det sommer. Og endnu er Guds løfter gyldne og søde som modnede blommer.

Vi lever i overgangen – og netop dér møder Gud os. I modningens tid. I mæthedens skær. I august.

Simon Stubkjær