Med disse ord opfordrede Danmarks statsminister for ikke længe siden folkekirken til at yde sit bidrag til den danske befolkning i en verden, hvor truslerne dagligt skræmmer os, og så kan vi naturligvis i vores stille sind tænke, at hun er leder af selvsamme regering, der afskaffede Store Bededag og nu fremsiger en offentlig bøn om, at kirken skal stå for åndelig oprustning. Og tilmed kan vi også ironisere over, at et stålfast, militaristisk ord som oprustning sættes sammen med noget så blødt, som enhver åndelig dannelse til enhver tid må være.

Men ikke desto mindre: hvad er så åndelig oprustning? Et bud kunne være at bede Fadervor, og det vil sige at lægge det, vi ikke selv har nogen indflydelse på over i Guds hænder. Sådan understreger vi også, når vi synger: ”med et fadervor i pagt, skal du aldrig gyse”.

Men Fadervor er nu ikke en bøn, der kun skal bedes i den dybeste afmagt og fortvivlelse, og hvor citatet stammer fra den velkendte ”Altid frejdig”, der oftest benyttes ved begravelser. For hver eneste gang et barn bliver døbt, lægger vi også barnet i Guds hænder ved at bede samme bøn: Fadervor, ske din vilje, giv os i dag vort daglige brød, fri os fra det onde, i evighed. For vi ved godt, at selvom vi forsøger at skærme vores børn mod alt ondt, så udstedes der ingen garantier af nogen art for lykke og et langt liv. Livet er til enhver tid skrøbeligt.

Af og til bliver jeg spurgt, om bøn overhovedet virker, for enhver skal ikke bede længe for at erfare, at Gud ikke er en ødsel julemand, der lader det regne ned med alt det, vi kunne ønske os. Så hvis det er et kort, men også ufyldestgørende svar, man søger, så er svaret nej. Men hvis du med spørgsmålet, om bøn virker, mener, om det gør en forskel at dele sine tanker og bekymringer og ønsker for fremtiden og sine elskedes ve og vel med Gud og håbe på det bedste – hvis du spørger om det har en betydning at lægge alt det, vi ikke har magt over og ikke kan bære selv, over i Guds hænder, så er svaret ja.

Præster foreslår som den eneste faggruppe døende, om de kunne tænke sig at blive bedt for. Og ofte svarer de ja. Og her kan man bede om, at Gud må være den døende nær, at det vil gå familien godt, at angsten ikke får overtaget, og at Gud må være der alle dage indtil verdens ende, præcis som Gud lovede ved døbefonten. Det betyder ikke, at simsalabim, så er sygdommen væk efterfølgende, eller at sorgen over at skulle herfra er forsvundet som dug for solen, men jeg tror på, at den, der bliver bedt for, ligger tilbage med en følelse af at blive set, hørt og taget alvorligt. Og yderligere en trøst om at ingen af os skal kunne klare det hele helt alene. Hverken den dag vi skal dø, eller de forhåbentlig mange år vi lever.

Mette Tikjøb Grymer