nyborgkirke.dk > Nyborgkirke.dk > Præstens klumme

Præstens klumme

Præsterne ved Nyborg Kirke skriver her små andagtsklummer til søn-og helligdage, så længe gudstjenesterne i kirken er aflyst.

Tidligere klummer kan findes her.

5. søndag efter påske

Af Marianne Aagaard Skovmand

Byzantinsk mosaik fra det 5. årh., detalje fra udsmykningen i Galla Placidias Mausoleum i Ravenna, Italien.

 

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Johannes:

Sådan talte Jesus; og han så op mod himlen og sagde: ”Fader, timen er kommet. Herliggør din søn, for at Sønnen kan herliggøre dig, ligesom du har givet ham magt over alle mennesker, for at han kan give evigt liv til alle dem, du har givet ham. Og dette er det evige liv, at de kender dig, den eneste sande Gud, og ham, du har udsendt, Jesus Kristus. Jeg har herliggjort dig på jorden ved at fuldføre den gerning, du har givet mig at gøre. Fader, herliggør mig nu hos dig med den herlighed, jeg havde hos dig, før verden var til. Jeg har åbenbaret dit navn for de mennesker, du gav mig fra verden. De var dine, og du gav dem til mig, og de har holdt fast ved dit ord. Nu forstår de, at alt, hvad du har givet mig, er fra dig. For de ord, du gav mig, har jeg givet dem, og de har taget imod dem, og de har i sandhed forstået, at jeg er udgået fra dig, og de er kommet til tro på, at det er dig, der har udsendt mig. Jeg beder for dem; ikke for verden beder jeg, men for dem, du har givet mig, for de er dine; alt mit er dit, og dit er mit, og jeg er herliggjort i dem. Jeg er ikke længere i verden, men de er i verden, og jeg kommer til dig. Hellige fader, hold dem fast ved dit navn, det du har givet mig, for at de kan være ét ligesom vi.”

Johannesevangeliet 17,1-11



For 7000 år siden blev et spædbarn, en død lille dreng, lagt i jorden ved sin døde mors side. Han blev lagt på siden, så han vendte ind mod moderen – og så blev han lagt til rette på en svanevinge. En flintdolk, der havde passet til barnehænder, lå ved hans hofte – måske lagt i graven af en ældre bror eller søster, som størrelsen passede bedre til – eller måske havde forældrene tænkt den som en gave, den nyfødte kunne få, når han blev stor nok til at bruge den en dag. Mange år senere i 1975 blev drengen og hans mors gravsted fundet ved Bøgebakken ved Vedbæk. Et fund der vristede spor af drengen og hans Mor op fra glemslen.

Siden har man grublet over, om svanevingen var et religiøst symbol – om den var tænkt som noget mere komplekst end en gravgave eller en ofring, men konklusionen på alle spekulationer har nødvendigvis været, at det er umuligt for os nogensinde at udgrunde vingens betydning. Alligevel er det svært, for ikke at sige umuligt, ikke at tolke det som et billede på menneskets håb om et liv efter døden.

Og et udtryk går igen i næsten alt, hvad man kan læse af opslag og artikler om Bøgebakkegraven. Og det er, at drengen – ikke bare blev lagt på svanevingen – men at han blev lagt til rette på den. Det er vel udtrykket ”til rette”, der om noget viser, at man kan tolke, at det er en handling, der er gjort ud af kærlighed.

Svanevingen er drengens rette leje, fordi hans død er uretfærdig – fordi alle ønsker, at han skal stige op af graven og ikke være tvunget til at rådne i den. Det er vanskeligt præcist at vide noget om motivet, men det er også uundgåeligt ikke at gætte, ikke at tolke, ikke at læse et håb og en kærlighed ind i det. Her 7000 år efter er det umuligt ikke at blændes af den kærlighed, som aldrig kan være mere end en formodning: Tanken om den nænsomhed den lille dreng er blevet lagt på svanevingen med. Det er som om den nænsomme bevægelse selv var stedt til hvile i graven og nu igen bliver levende for øjnene af os ved tanken om den næsten krystalliske struktur af fuglevingen under drengens bittesmå knogler.

For nogen har jo tænkt om drengen, at han ikke skal blive der i graven, men har brug for en vinge for at flyve, fordi han er for lille til at gå selv. I vores kulturkreds fik det håb sit navn 5000 år senere med kristendommen: opstandelseshåbet.

Grundtvig skrev i 1832 i sit forord til sin anden udgave af nordens mytologi, at Guds ånd – sandhedens ånd – har åbnet os en smilende udsigt over dødens hav til de levendes land. Grundtvig har af gode grunde ikke kendt til historien om drengen, der blev lagt på svanevingen i Bøgebakkegraven, men så og dog kunne vi næsten sige, når vi tænker på salmedigtet om rejsen fra dødningehjem til de levendes land; inspireret jo af sagnet om Hadding – og salmelinjerne i vers 5 kunne vi for mig godt kunne synge hver eneste gang, vi fejrer barnedåb:

Letvingede håb!
gudbroder, nyfødt i den hellige dåb!
O, lån os den fjederham, Ånden dig gav,
så tit vi kan flyve til landet bag hav

Døden adskiller, men kærligheden forener. I søndagens evangelietekst beder Jesus til sin far. Han beder for os lige der, hvor vi er nu hver især i livet med hinanden og med ham. Gud har her på jorden og midt i alt det foreløbige herliggjort sin søn og dermed ladet sin kærlighed råde helt ud i det yderste mørke for at forene os med sig selv. Om det så er i dødens adskillelse, er vi bundne til ham ved hans kærligheds bånd.

Gudsnærværet er både i det levede liv os mennesker imellem og helt ind i gravens mørke og på den yderste dag – opstandelsens morgen. Dér hvor omridset af en fjederham, en svanevinge omhyggeligt lagt under det spæde mistede barn, bærer sit eget tydelige vidnesbyrd om en kærlighed, der ikke kunne få over sit hjerte, at vi skulle være alene i verden, hverken i livet eller i døden.