1. søndag efter påske

Af Christian von Tangen Sivertsen

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Johannes:

 

Da de havde spist, siger Jesus til Simon Peter: ”Simon, Johannes' søn, elsker du mig mere end de andre?” Han svarede: ”Ja, Herre, du ved, at jeg har dig kær.” Jesus sagde til ham: ”Vogt mine lam!” Igen, for anden gang, sagde han til ham: ”Simon, Johannes' søn, elsker du mig?” Han svarede: ”Ja, Herre, du ved, at jeg har dig kær.” Jesus sagde til ham: ”Vær hyrde for mine får!” Jesus sagde til ham for tredje gang: ”Simon, Johannes' søn, har du mig kær?” Peter blev bedrøvet, fordi han tredje gang spurgte ham: ”Har du mig kær?” og han svarede ham: ”Herre, du ved alt; du ved, at jeg har dig kær.” Jesus sagde til ham: ”Vogt mine får! Sandelig, sandelig siger jeg dig: Da du var ung, bandt du selv op om dig og gik, hvorhen du ville; men når du bliver gammel, skal du strække dine arme ud, og en anden skal binde op om dig og føre dig hen, hvor du ikke vil.” Med de ord betegnede han den død, Peter skulle herliggøre Gud med. Og da han havde sagt det, sagde han til ham: ”Følg mig!”

Joh.21,15-19

Billede: Kristus mellem Sankt Peter og Andreas.
Oliemaleri af Rocco Marconi (1490-1529) fra Basilica dei San Zanipolo i Venedig.

Som dansker, og i særdeleshed som vestjyde, er Jesu ord til Simon Peter tæt på at være ganske intimiderende! For at spørge nogen, endda hele tre gange, om man elsker én, og tilmed om man ligefrem elsker én mere end andre, ja, det er mildest talt højst grænseoverskridende! For almindeligvis (i hvert fald, som sagt, hvis man er vestjyde) er kærlighed og det at elske et andet menneske ikke noget, vi som sådan går og afkræver hinanden beviser for. Det er allerhøjest noget, man forsikrer et andet menneske om – ganske frivilligt og uden nogen som helst gradsinddeling i hverken mere eller mest.

Ikke desto mindre er det altså hvad Jesus udsætter sin discipel Simon Peter for, da han ikke bare spørger ham tre gange, om han elsker ham, men sågar spørger, om han ligefrem elsker ham mest.

Og det gør Jesus altså efter sin opstandelse, og dermed efter både skærtorsdag og langfredag, hvor Simon Peter nok så kålhøgent forsikrede Jesus om, at han da aldrig nogen sinde ville svigte ham – hvorpå han i den grad gjorde det ved at frasige sig kendskabet til ham ikke mindre end 3 gange. Svigtede ham, ved at lade som om, han end ikke kendte ham, han havde fulgt i årevis, dér hvor Jesus på mere end noget andet tidspunkt i sit liv, havde allermest brug for ham og hans støtte.

Det er svært ikke at høre Jesu 3 spørgsmål som den mest syrlige kommentar til netop Peters svigt; ”du, som for tre dage siden hele 3 gange svigtede mig fuldkommen og totalt – mener du, at du elsker mig, endda højere end alle andre”? Og det er dermed også svært ikke at høre spørgsmålene give svaret af sig selv – at det gør Peter naturligvis ikke! I hvert fald ikke i den forstand som Simon Peter tror, han elsker ham!

For ikke bare taler hans opførsel 3 dage tidligere sit eget tydelige sprog. Men det gør fremfor alt den person, der nu står over for ham. Den person, der ikke burde stå der, men som idet han gør det, har ændret verden totalt ved at vise verden og Simon Peter, hvad sand kærlighed er, og hvad den ikke er.

For der findes en kærlighed, der ikke søger sit eget. En kærlighed, som ikke forråder. Som ikke svigter og ikke forlader, som ikke gemmer sig og ikke vender ryggen til når det gælder. En kærlighed, der ikke kender til at ”tage sig ud” i verdens øjne, og som derfor heller ikke er optaget af at ”binde op om sig selv og gå hvorhen man selv vil”.

Nej, den sande kærlighed, Jesus åbenbarer for verden og for Simon Peter, er den kærlighed der giver sig selv – som ”strækker armene ud” og ”lader sig føre hen, hvor man ikke vil”.

Det er den sande kærlighed. Og den elsker ikke nogen mest. Den elsker lige højt og lige bredt. Som i et kors – hvor himmel møder jord, og Gud møder mennesket. Møder det med en stilfærdig indbydelse, en diskret opmuntring, der siger: ”Følg mig!”

For ” i mig”, kan også du overgive dig til en kærlighed, der på guddommelig vis trodser og overvinder alle fejl og mangler, ethvert svigt og forræderi. En kærlighed, der følger dig igennem dit mørke, ind i dit inderste hjerte- og sjælekammer, helt derind, hvor du tror, alle døre lukker sig for evigt – og så alligevel lade livet opstå for dig på ny!

Det er den sande kærlighed, Jesus viste for Simon Peter. Og det er den kærlighed, han viste for hele verden. For os alle.

En kærlighed der sætter Simon Peter og alle os andre til vægs i al vores ufuldkommenhed og indbildskhed, om at være både mere og mest. Men gør det uden at fordømme os, kun ved at genrejse os. Genrejse os, hver gang vi forliser i livet, og livet på alle mulige måder render os af hænde. For i alle sammenhænge tør vi på evangeliets ord tro, at vi da er udleveret til den guddommelige kærlighed, der kommer med livet selv, og som helt suverænt elsker mest – fordi den kommer til os alle, uanset hvor Simon-Peterske vi måtte være eller føle os.

Må vi alle på det budskab have en glædelig søndag!

Amen!

Gå tilbage