4. søndag efter påske

Af Ida Korreborg

Paradisæbler

 

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Johannes.

Jesus sagde da til dem: ”Når I får ophøjet Menneskesønnen, da skal I forstå, at jeg er den, jeg er, og at jeg intet gør af mig selv; men som Faderen har lært mig, sådan taler jeg. Og han, som har sendt mig, er med mig; han har ikke ladt mig alene, for jeg gør altid det, der er godt i hans øjne.” Da han talte sådan, kom mange til tro på ham. Jesus sagde nu til de jøder, som var kommet til tro på ham: ”Hvis I bliver i mit ord, er I sandelig mine disciple, og I skal lære sandheden at kende, og sandheden skal gøre jer frie.” De svarede ham: ”Vi er Abrahams efterkommere og har aldrig trællet for nogen. Hvordan kan du så sige: I skal blive frie?” Jesus svarede dem: ”Sandelig, sandelig siger jeg jer: Enhver, som gør synden, er syndens træl. Men trællen bliver ikke i huset for evigt, Sønnen bliver der for evigt. Hvis altså Sønnen får gjort jer frie, skal I være virkelig frie.”

Johannesevangeliet 8,28-36



SANDHEDEN, DER GØR FRI

Når man som præst møder ulykkelige mennesker, spørger de ofte: Hvorfor skal dette ramme mig? Hvorfor skulle min mand dø? Hvorfor skal jeg lide? Hvad har jeg gjort? Hvor er Gud? Hvad er meningen?

Men der er forbløffende få, der stiller de samme spørgsmål, når verden er med dem, og livet er lyst – selv om det faktisk er lige så relevant.

Vi har på en eller anden måde fået os selv bildt ind, at liv og lykke og fremgang er en naturgiven selvfølgelighed. At vi har ret til lykke – ligesom vi har ret til et fedt køkken og 6 ugers ferie.

Måske fordi vi, ligesom jøderne i teksten, er blevet så privilegerede, at vi tror, at vi har krav på frihed overfor den skæbne, livet er. At vi er særligt udvalgt – og at vanskæbne og meningsløshed rettelig tilhører nogle andre.

Men vi bliver ikke ramt af sygdom som en straf for noget, vi har gjort forkert. Ensomhed, ulykke, fattigdom er ikke kun forbeholdt dårlige mennesker – lige så lidt som glæde og livsmod ikke er forbeholdt de dydige og rettroende. Det var ikke for ingenting, at Jesus i særlig grad henvendte sig til mennesker uden for det gode selskab – ikke for at de skulle blive rige og raske, men for at de ikke måtte være alene i deres armod.

I teksten siger Jesus om sig selv, at han er den, han er. Det er det samme, Gud siger om sig selv, da Moses spørger om hans navn ved den brændende tornebusk. ”Jeg er,” kalder Gud sig selv – Jahweh- på hebræisk. ”Jeg er den, der lever” kunne det også betyde eller ”Liv”, ”Væren”.

Gud er selve det, at liv findes – alternativet hertil er ikke dårligt liv – ja ikke engang død. Alternativet er intet liv – tomhed.

Hvis man er heldig, hjælper det at tænke på det, når livet går én imod – at alt liv er af værdi, fordi det kommer fra Gud. At alt liv – om det kort eller langt; rigt eller trist – er en gave i sig selv.

Men der er også veje at gå, hvis man hører til blandt de mindre heldige. Hvis man hører til blandt dem, der føler sig bange og alene i et uforudsigeligt liv styret af tilfældigheder. Os – når vi opdager, at livet ikke står til forhandling, og at vi ikke har ret til noget i den helt store sammenhæng; fordi det ikke kommer fra os.

For der ligger også en stor frihed i den erkendelse: Vi behøver ikke at være fuldkomne og succesfulde og evigt lykkelige, for at livet går op og giver mening. Vi behøver ikke være konger og dronninger over vores eget liv, for at være udvalgt af Gud til liv.

For Gud talte igen. Ikke bare i lidt kryptiske vendinger som til Moses i sin tid. Men han gav sine ord krop. En krop som vores med al dens sårbarhed og korte levetid. For at vise os, at vi aldrig er alene i vores svaghed og frygt. Og for at demonstrere, at hans stolte ord om at være livet selv også gælder i døden.

Det er den sandhed, der skal gøre os frie.

Men som altid er vi bare mennesker. Vi ser mest den sandhed, vi erfarer selv – måske især når livet truer med bål og brand. Det med at være virkeligt frie kan virke meget fjernt, når coronavirus lukker os inde i vores egen lille verden af frygt og restriktioner.

Og det er okay at være bange. Det gør os ikke til ringere mennesker. Sandheden er jo også, at vi skal dø – men det er ikke hele sandheden.

For Gud er den, der er! Vejen, sandheden og livet – også udenfor det, som vi kan se.

Gå tilbage