Store bededag

Af Christian von Tangen Sivertsen

Dürer: bedende hænder, 1508

Albrecht Dürer: Bedende hænder, ca. 1508

 

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Matthæus:

Jesus sagde: "Bed, så skal der gives jer; søg, så skal I finde; bank på, så skal der lukkes op for jer. For enhver, som beder, får; og den, som søger, finder; og den, som banker på, lukkes der op for. Eller hvem af jer vil give sin søn en sten, når han beder om et brød, eller give ham en slange, når han beder om en fisk? Når da I, som er onde, kan give jeres børn gode gaver, hvor meget snarere vil så ikke jeres fader, som er i himlene, give gode gaver til dem, der beder ham! Derfor: Alt, hvad I vil, at mennesker skal gøre mod jer, det skal I også gøre mod dem. Sådan er loven og profeterne. Gå ind ad den snævre port; for vid er den port, og bred er den vej, der fører til fortabelsen, og der er mange, der går ind ad den. Hvor snæver er ikke den port, og hvor trang er ikke den vej, der fører til livet, og der er få, som finder den!"

Matthæusevangeliet 7,7-14



Hjælp!

Undskyld!

Tak!

Verdens korteste bøn er de tre ord i forening blevet kaldt.

Og måske man ligefrem kunne kalde det for verdens mest omfattende bøn. For spørgsmålet er, om ikke netop de tre ord, på hver deres enkle måde, udtrykker nogle grunderfaringer, vi alle uden undtagelse kender til – og som hver for sig afslører, at det at bede ikke kun er forbeholdt særlige religiøse gemytter, men derimod er noget, der hører fuldkommen uadskilleligt med til livet!

Og det gør det faktisk så konkret, at det simpelthen er noget af det allerførste, vi alle uden undtagelse gør – beder. For nærmest i selvsamme øjeblik vi bliver født, beder vi om hjælp ved at sætte i et vræl! Og sådan fortsætter vi det første års tid med at græde, hver gang vi beder om hjælp, enten til at få mad, skiftet ble eller blive trøstet, hvorefter vi som et af de første ord lærer at sige eller råbe selve ordet ”hjælp”.

I løbet af barndommen sker der så det, at vi i stigende grad forsøger at undgå at skulle bede om hjælp, da vi i stedet ”vil selv”. Samtidig finder vi dog også hurtigt ud af, at ingen af os bare ”kan selv”. I hvert fald ikke uden at lave fejl, hvorfor det at sige ”undskyld”, bede om undskyldning, pludselig bliver vigtigere og vigtigere, ligesom det at lære at sige ”tak”, bede om at nogen modtager ens taknemmelighed, også gør. For som ingen af os kan undgå at lave fejl, lever ingen af os heller uden på mangfoldig vis at modtage livet fra omverdenen – f.eks. i form af hjælp.

Alle disse grundlæggende livsytringer er hver for sig udtryk for, at der er forhold i vores liv, vi ikke bare selv bemestrer. Og de er som nævnt også alle udtryk for, at det at bede ikke er noget specielt. Det er tværtimod noget helt og aldeles almindeligt, da det hører med til ethvert liv.

Ikke desto mindre sker der som regel det underlige, at vi med alderen mister barnets fortrolige og umiddelbare evne til at bede. Vi udvikler en modvilje mod at bede om hjælp. Vi bryder os ikke om at skulle give en undskyldning, da det jo er det samme som at indrømme vores fejlbarlighed. Og tak vil vi egentlig helst nøjes med at sige til os selv, da vi ikke bryder os om at skylde nogen noget.

Og det er i sandhed en kæmpe stor vildfarelse! En vildfarelse dagens evangelium hjælper os med at komme bort fra, når vi i dag fejrer store bededag!

For når vi gør det, får vi altså at vide, at det kun er ved at bede, at vi får: ”Bed, og der skal gives jer”! Det kan nok lyde alt andet end positivt, som om vi skal anstille med en særlig påtaget ydmyghed for at blive behørigt belønnet.
Men når Jesus siger, som han gør, er det med den stik modsatte mening. For meningen er netop ikke, at man i forhold til Gud skal præstere noget for at få noget givet. Nej, meningen er, at i forhold til Gud, er du akkurat som det lille barn, der lever af at få alt givet, dér hvor du ikke kan andet end blot at bede – bede om hjælp.

Men selv om vi på mange måder er stillet som barnet i vores forhold til livet og til Gud, så er der dog én vigtig forskel; for i forhold til Gud handler det aldrig om at få det, som man selv vil have det – hvilket jo som regel er barnets stædige og umiddelbare trang. Gud er med andre ord ikke en instans, man sådan købslår med for at få det, som man selv vil. For Gud giver ikke, som man selv vil. Gud giver, som Gud vil. Og det er så langt, langt større.

For det Gud giver, er mulighed, der hvor vi ikke længere kan få øje på andet end ubønhørlig nødvendighed. Gud giver således ikke nødvendigvis, sådan som vi kan se det og vil forvente det. Gud giver tværtimod dér, hvor vi intet kan se. Giver lys, hvor vi kun kan se mørke. Giver liv, der hvor vi kun kan se død.

Gud giver kort og godt, sådan som han gav sin søn Jesus til os. I ham kan vi se, hvordan Gud opfylder ethvert livs største bøn – at blive mødt af en guddommelig kærlighed, der hvor vi kun står med vores egen elendighed, smålighed og skræmmende nødvendighed.

I ham får vi derfor ”alt, hvad vi beder om” – når vi altså beder i Guds navn, og ikke vores eget; Livet af Guds hånd ikke mindst dér, hvor det ikke længere er i vores hånd. Dér hvor vi beder, at ikke vores vilje sker, men at Guds vilje sker – sådan som vi også beder i Fadervor – den største af alle bønner:
”Ske din vilje – som i Himmelen, således også på jorden…”

AMEN!

 

Gå tilbage