3. søndag efter påske

Af Mette Grymer

Jeg er vejen, sandheden og livet.
Alterbillede (glasmosaik) fra Holsted Kirke, Næstved, af Maja Lisa Engelhardt, 2001.

 

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Johannes:

Jesus sagde: ”Jeres hjerte må ikke forfærdes! Tro på Gud, og tro på mig! I min faders hus er der mange boliger; hvis ikke, ville jeg så have sagt, at jeg går bort for at gøre en plads rede for jer? Og når jeg er gået bort og har gjort en plads rede for jer, kommer jeg igen og tager jer til mig, for at også I skal være, hvor jeg er. Og hvor jeg går hen, derhen kender I vejen.” Thomas sagde til ham: ”Herre, vi ved ikke, hvor du går hen, hvordan kan vi så kende vejen?” Jesus sagde til ham: ”Jeg er vejen og sandheden og livet; ingen kommer til Faderen uden ved mig. Kender I mig, vil I også kende min fader. Og fra nu af kender I ham og har set ham.” Filip sagde til ham: ”Herre, vis os Faderen, og det er nok for os.” Jesus sagde til ham: »Så lang tid har jeg været hos jer, og du kender mig ikke, Filip? Den, der har set mig, har set Faderen; hvordan kan du så sige: Vis os Faderen? Tror du ikke, at jeg er i Faderen, og Faderen er i mig? De ord, jeg siger til jer, taler jeg ikke af mig selv; men Faderen, som bliver i mig, gør sine gerninger. Tro mig, at jeg er i Faderen, og Faderen er i mig; hvis ikke, så tro på grund af selve gerningerne.”

Johannesevangeliet 14,1-11

 

Coronatid er lig med oprydningstid for mange, og forleden faldt jeg over en bog, hvor en botaniker gav ideer til haveindretning.
I et afsnit behandlede han havens rute, og han beskrev de anlagte stier med perlegrus, og herfra kunne de om sommeren duftende roser og farvestrålende rododendronbede nydes, afslørede de forførende fotografier. I haven var der også snoede og ufremkommelige småstier, og her skulle man gå forsigtigt, forklarede forfatteren, for hvad man ikke kunne se, var at der langs disse stier var stikkende tjørnekrat og brombærbuske.
En have som denne kan også bruges som billede på et menneskeliv:
De store stier er vores livs solskinsdage. Det er disse stier, vi gerne vil huske. Dem vi med stolthed viser og kalder frem fra erindringen, mens de mudrede, ufremkommelige og mørke stier er vort livs triste eller skrøbelige dage, vi oftest går stille med.

I dagens evangelium dumper vi ned i en sårbar samtale mellem Jesus og hans disciple, for Jesus er i gang med at forberede disciplene på, at han skal dø fra dem.
At tale om forestående død er sjældent let. Sorgen og angsten kan knuge i brystet, tårer presse sig på. Sådan forholdt det sig også for disciplene. De havde opgivet alt for at følge Kristus. De havde sagt farvel til deres familier, deres arbejde og interesser, og nu fortæller deres Mester, at han skal dø fra dem! Der er ikke noget at sige til, at disciplene er ude af sig selv. For hvis han, de så fuldt og fast tror på, forsvinder, hvad er der så tilbage? Hvis det, de har sat deres liv ind på, er en illusion, ja så kan hele deres liv føles forgæves. Derfor er det heller ikke så underligt, når Thomas, og vi måske med ham, siger: "Herre, vi ved ikke hvor du går hen, hvordan kan vi så kende vejen?" Sådan siger det menneske, der er ude af sig selv, bange for intetheden og angst for at blive forladt.

Jesus svarer: "Jeg er vejen, sandheden og livet." Og hvad mener han med det?
Jesus mener, at han i sit liv har vist os kærlighedens vej, og han går sammen med os på vores solskinsstier og i det ufremkommelige i mørke. Han er med os, når livet følges legende og let, men også når vi kører af sporet og har brug for at finde stien igen.
Kristus er vejen – kærlighedens vej. Den banede han med sit liv, og han ønsker, at vi skal bruge livsvejen flittigt og taknemmeligt, uanset hvilken forfatning den er i. Og vejen får vi givet hver eneste dag. Til at give andre opmærksomhed og gøre gavn.

Kærlighedens vej er primært ikke at se efter de ting, der er gode for os selv, men at gå kærlighedens vej er at tage ansvar og gøre noget for et andet menneske. I denne tid kan det være at ringe til den syge eller ensomme. Det kan være at skrive et brev til et menneske, der lige har mistet en kær, og sige, at man forhåbentligt snart vil være der eller beder for vedkommende.

At gå kærlighedens vej er også opmærksomt at lægge mærke til de situationer, hvor vi får glimt af evigheden – ikke kun iblandt mennesker – men i naturen, der bogstaveligt talt er fløjtende ligeglad med virus og smitterisici.

Jesus bliver ikke vred på sine rådvilde og angste venner, men møder dem med trøst og mildhed. Han fortæller dem, at han går bort for at gøre en plads klar til dem: "Og når jeg er gået bort og har gjort en plads rede for jer, kommer jeg igen og tager jer til mig, for at også I skal være, hvor jeg er."
At Jesus forbereder en plads hos Gud til sine disciple og til os, er til trøst for os i livet og ikke mindst, når døden står for døren. Det vidner om en kærlighed, der aldrig er set. Og det var med disse fortegn, at Jesus levede sit liv på jord – på palmegrensbestrøede veje, men også i dybeste ensomhed. Altid på vej – ligesom vi.

Amen.

Gå tilbage