2. søndag efter påske

Af Marianne Aagaard Skovmand

 

Den gode hyrde

Den gode hyrde. Byzantinsk mosaik fra Galla Placidias mausoleum fra 5. årh. i Ravenna, Italien.

 

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Johannes:

Så kom festen for genindvielsen af templet i Jerusalem; det var vinter, og Jesus gik rundt på tempelpladsen, i Salomos Søjlegang. Da slog jøderne ring omkring ham og spurgte: ”Hvor længe vil du holde os hen? Hvis du er Kristus, så sig os det ligeud.” Jesus svarede dem: ”Jeg har sagt det til jer, og I tror det ikke. De gerninger, jeg gør i min faders navn, de vidner om mig. Men I tror ikke, fordi I ikke hører til mine får. Mine får hører min røst, og jeg kender dem, og de følger mig, og jeg giver dem evigt liv, og de skal aldrig i evighed gå fortabt, og ingen skal rive dem ud af min hånd. Det, min fader har givet mig, er større end alt andet, og ingen kan rive det ud af min faders hånd. Jeg og Faderen er ét.”

Johannesevangeliet 10,22-30


”Vores arbejde har været at gøre højsprog til lavsprog,” har forfatteren Ida Jessen udtalt – eller med andre ord at give den høje tale et lavsprog. Hun har været del gruppen bag den nye bibeloversættelse, som netop er udkommet. Højsprog til lavsprog, javel. Men er det nu meningen, spørger jeg, en måske nok lidt krakilsk sognepræst. For i kirken og kristentroen taler vi altså ikke tingene ned, vi taler dem op. Kirkerne er fra gammel tid så at sige bygget til det. Kirkerummet er højt nok og har hvælvinger, der buer opad netop for, at vi mærker det; mærker, at her i kirkerummet er der højt til loftet og rum til at sige de ord, som gerne skal trækkes ud af hverdagens klædedragt. Store og højtidelige ord, men også varme og kærlige ord, når vi ærer og mindes vore døde og samles i kirkerummet for at sende dem godt herfra. Det på engang blufærdige, men også højstemte ja fra to, der ved kirkens alter for Gud og for mennesker lover at følges ad. Og det på engang kække og lidt generte ja fra en spændt konfirmand: Ja til, at man altså godt, selvom man som teenager vel altid har lidt forbehold og lige når at skæve til dem omkring, vil konfirmeres i den kristne tro. Og de ikke mindre end fire gang ja fra Gudmor eller Gudfar, der som oftest med stor behændighed deler opmærksomheden lige dele mellem dåbsbarn og præsten. Den lille skal helst ikke græde, og man vil så nødigt virke uopmærksom, når man nu er den opgave betroet på barnets vegne at svare ja til trosbekendelsen.

Og højsprog møder vi om noget i dagens tekst fra Johannesevangeliet om hyrden og fårene, der ved, hvor de hører til; de kender hans røst. Og hyrden passer på sine får. Også et andet hyrdebillede klinger med i evangeliestykket til i dag. Salme 23 fra Det Gamle Testamente, hvor salmedigteren taler direkte til Gud: ”Du er med mig og fører mig ad rette vej. Herren er min hyrde, mig skal intet fattes.” Eller om man vil på nudansk: ”Jeg savner ingenting.” Sproget ændrer sig, det ved vi. Og nye oversættelser af gamle tekster er nødvendige. Også det ved vi. Men der er kerneudtryk i Bibelen, som vi godt må lade stå i den sproglige klædedragt, højstemt eller ej, som vi altid har kendt dem. Et eksempel på det er, når Jesus taler om at være salig. Så absolut højsprog og om noget et bibelsk kerneudtryk. Poeten over dem alle Kim Larsen bruger ordet i sin vidunderlige sang Papirklip: ”Livet er langt lykken er kort, salig der den, der tør give det bort.” Skulle nogen have glemt det, indgår den i filmen Midt om natten i scenen, hvor en ung Kim Larsen ender med at synge duet med ingen ringere end Susan Himmelblå. Kim Larsen havde om nogen sans for, at sproget både skal bevares og fornyes. Det var han kort sagt en mester i. Og var jo selv stærkt præget af sin grundtvigske morfar i forhold til tro, salme- og højskolesang. Han ville aldrig, tænker jeg, erstatte ordet salig med heldig. Og det er måske – undskyld mig udtrykket – ikke helt heldigt, med indførelsen af det ord og dermed uundgåeligt Lotto-fænomenet i den vel mest berømte tale af alle, som Jesus holdt engang på et bjerg, deraf navnet Bjergprædikenen. Det er for mig at se en ommer i forhold til Bibelen 2020, som vel også skal revideres engang.

Tilbage til dagens evangelietekst. Hyrder er der vel ikke mange af i dag. I alle fald ikke i vores del af verden. Vi kender måske udtrykket bedst i forbindelse med hyrdehund. Og det skulle heller ikke undre mig, om hyrdebegrebet er i brug inden for moderne ledelseskultur. Og dagens tekst kan give os anledning til måske – hver især – at spørge. Hvem er egentlig hyrde i mit liv? Her når vi nok frem til, mange af os, at det er vi selv. Vi kan så meget, skal så meget og vil så meget. Men indimellem skal vi også give tøjlerne fra os og give slip, slip på styring og kontrol, læne os tilbage og tage imod. Og allerinderst inde ved vi det godt. Vi ved, at alt det i vore liv, som for alvor har betydning, ikke er noget, vi selv har eller skal kæmpe os til. Det er os skænket, for nu igen at bruge et måske lidt bedaget ord, men ikke desto mindre præcist og dækkende ord. Vi får et barn, bliver forelsket, bliver rask, glad igen osv. Det ligger allerede i sproget. Det er os skænket. Så stol på Gud, ræk ham dagens tømme og sig højt eller inden i dig selv med på salmedigterens ord:

Herren er min hyrde, mig skal intet fattes
Han lader mig ligge på grønne vange.
Til hvilens vande leder han mig, han kvæger min sjæl.

Salme 23 fra Salmernes Bog i Det Gamle Testamente.
(Her den autoriserede oversættelse fra 1931)

 

Gå tilbage