Påskedagene

Se video med påskegudstjenesten anno 2020

- og læs præsternes andagtsstykker til påskedagene neden for videoen.

 

Skærtorsdag

Af Christian von Tangen Sivertsen

 

Følgende evangeliefortælling er fra Vor Herre Jesu Kristi lidelseshistorie

(som man i sin fulde og meget læseanbefalelsesværdige længde kan finde bagerst i salmebogen):

I Getsemane
Kristus i Getsemane HaveOg da de havde sunget lovsangen, brød Jesus op og gik, som han plejede, over på den anden side af Kedronbækken ud til Oliebjerget, og disciplene fulgte med. Da sagde Jesus til dem: ”I nat vil I alle svigte mig, for der står skrevet: ”Jeg vil slå hyrden ned, så fårene i hjorden spredes.”Men efter at jeg er opstået, går jeg i forvejen for jer til Galilæa.” Peter sagde til ham: ”Om så alle andre svigter, så gør jeg det ikke.” Men Jesus sagde til ham: ”Sandelig siger jeg dig: Allerede i nat, før hanen galer to gange, vil du fornægte mig tre gange.” Peter sagde til ham: ”Om jeg så skal dø sammen med dig, vil jeg aldrig fornægte dig.” Det samme sagde også alle de andre disciple.

Da kom Jesus med dem til et sted, der hedder Getsemane, hvor der var en have, som han og hans disciple gik ind i. Også Judas, som forrådte ham, kendte det sted, for dér mødtes Jesus ofte med sine disciple. Og Jesus sagde til dem: ”Sæt jer her, mens jeg går derhen og beder.” Så tog han Peter og de to Zebedæussønner, Jakob og Johannes, med sig, og han blev grebet af forfærdelse og angst. Da sagde han til dem: ”Min sjæl er fortvivlet til døden. Bliv her og våg sammen med mig! Bed om ikke at falde i fristelse!”

Kristus i Getsemane Have. Maleri af El Greco, ca. 1590.

 

*

 

I skrivende stund er det 14 dage siden, min familie og jeg vendte hjem fra en 10 dage lang tur til Israel. En rejse, hvor den absolut mest gribende oplevelse for mit vedkommende var, da vi besøgte Getsemane Have. For dér, i Getsemane Have, gror velsagtens nogle af verdens ældste oliventræer. Træer, hvis rødder siges at være intet mindre end over 2000 år gamle, hvilket dermed gør dem til en slags øjenvidner til nogle af skærtorsdags mest skæbnetunge begivenheder: Jesu kamp med sig selv og med Gud, hans dybe angst og hans meget menneskelige følelse af forladthed og af ensomhed – overladt alene til en uafvendelig skæbne.

Men samtidig blev man som besøgende i Getsemane Have, såvel som i Israel, også mindet om noget helt andet – nemlig den corona-epidemi, der skyllede hen over verden, og som bl.a. betød, at haven næsten var fri for turister. En epidemi der på sin egen facon understregede, hvordan vi er forbundet med hinanden på kryds og på tværs af alle grænser. Hvordan vi altid og allerede indgår i fællesskaber, der rækker langt ud over os selv.

Og dermed blev samtlige af skærtorsdags store temaer anslået på en facon, der vist aldrig i nyere tid har været mere pågående verden over: følelsen af på den ene side at høre til i et kæmpe stort fællesskab, og dog samtidig på den anden side aldrig at have følt sig mere ensom og forladt end nogensinde før!

For netop de to modsatrettede følelser er i allerhøjeste grad, hvad utallige mennesker verden over lige nu erfarer på den mest hårdhændede måde. Eksempelvis ved at være bundet sammen til en familie, samtidig med at man ikke må eller kan se den. Det gælder f.eks. for mange af vores gamle og svage, ja, det gælder ligefrem for døende på hospitaler og på hospice – at de end ikke må få besøg af deres nærmeste, og at vi som pårørende dermed ikke kan få lov til at sige farvel til dem, vi elsker og er allerdybest forbundet med.

Og i en situation hvor behovet for at komme i kirken måske aldrig har været større, ja så mødes man altså også af den hårde kendsgerning i forhold til dagen i dag – skærtorsdag. For netop i dag, hvor vi fejrer nadverens indstiftelse, fejrer, at Gud i Jesus skænker et levende fællesskab med os, ja, netop i dag kan ingen af os deltage i det!

I dag har ensomheden m.a.o. aldrig føltes større. I dag har Jesu bøn til Gud om at lade kalken gå ham forbi, hans angst, hans følelse af at blive forladt, måske sågar forrådt – ja, i dag har alt det aldrig været mere pågående aktuelt og genkendeligt. For det er sådan millioner af mennesker har det.

Men netop derfor har skærtorsdags forkyndelse af, at der findes et fællesskab, der rækker langt ud over, hvad øjet kan se, sjældent lydt stærkere og mere omfattende nødvendigt.

For netop i dag og i år, hvor vi end ikke kan komme i kirke, hvor vi hver især må sidde i vores hjem eller ligge alene på hospital eller hospice og erfare en ensomhed som aldrig før – netop der, har vi alle brug for at høre, at det er vi ikke – overladt til os selv! For alle har vi del i et fællesskab, der samtidigt rækker langt ud over os selv. Et fællesskab, der ikke er defineret af en skræmmende kinesisk flagermuse-virus – men som derimod er defineret af en guddommelig kærlighed, der går forud for alt andet!

Den kærlighed, der gav sig selv på skabelsens første morgen, og som giver sig selv, kropsligt, sansbart og synligt til verden i ét bestemt menneske – Jesus fra Nazareth. Han der om sig selv skærtorsdag aften sagde: ”Dette er mit legeme,”og ”dette er mit blod”, som ”gives for jer!”

I dag er således endnu en dag i rækken af Guds store skabelsesdage. For som Gud ifølge Bibelen skabte verden med sit ord, ja således genskaber Jesus skærtorsdag verden med sit ord. Genskaber os – til et fællesskab af guddommelige dimensioner.

Og det fællesskab, det går virkelig forud for alt andet.

Det går forud for Peters svigt, Judas’ forræderi, såvel som for Jesu egen afmagt – og for hans egen langfredag. Forud i en sådan grad, at det aldrig forlader ham eller nogen af os andre. Det bliver tværtimod hos os, ikke mindst der, hvor vi føler os overladt til os selv i hver vores Getsemane have – udleveret til en ensom og uhyggelig skæbne.

Så selv om vi i år ikke kan tage imod brød og vin i kirken, ja så betyder det selvfølgelig ikke et ophør af den usynlige, altomfattende kærlighed, som nadveren formidler. For det usynlige kærligheds-mysterium, der ligger til grund for hele vores liv, ja, det omfatter os alle ligefuldt, hvad enten vi er i kirken, på hospitalet eller i vores dagligstue!

Måtte mit ønske være, at dette altomfattende mysterium må indfinde sig hos os alle. Og gøre det på en sådan måde, at vi kan føle en forbundethed, uanset hvor adskilte vi end måtte være. En forbundethed i kraft af noget usynligt, men ikke desto mindre spillevende: en himmelsk kærlighed, der giver sig selv betingelsesløst til os for at følge os ind i hver vores Getsemane have.

Helt derind, hvor også vi tør lægge vores liv i de hænder der bærer, dér hvor vi må give fortabt:

Guds levende, usynlige hænder.

AMEN!

Langfredag

Af Ida Korreborg

 

Evangeliet til langfredag skriver evangelisten Markus.

Da de havde hånet Jesus, tog de purpurkappen af ham og gav ham hans egne klæder på. Så førte de ham ud for at korsfæste ham.

Og de tvang en mand, som kom forbi ude fra marken, til at bære hans kors. Det var Simon fra Kyrene, far til Alexander og Rufus.

De førte ham ud til stedet Golgata – det betyder Hovedskalsted. De ville give ham vin krydret med myrra, men han tog det ikke. Så korsfæstede de ham og delte hans klæder ved at kaste lod om, hvem der skulle have hvad. Det var den tredje time, da de korsfæstede ham.  Og indskriften med anklagen imod ham lød: ”Jødernes konge”. Sammen med ham korsfæstede de også to røvere, den ene på hans højre, den anden på hans venstre side. Således gik det skriftord i opfyldelse, som siger: ”Og han blev regnet blandt lovbrydere.”

De, der gik forbi, spottede ham og rystede på hovedet og sagde: ”Nå, du, som bryder templet ned og rejser det igen på tre dage, frels dig selv, og stig ned fra korset!” Også ypperstepræsterne og de skriftkloge hånede ham på samme måde og sagde til hinanden: ”Andre har han frelst, sig selv kan han ikke frelse. Kristus, Israels konge – lad ham nu stige ned fra korset, så vi kan se og tro!” Også de, der var korsfæstet sammen med ham, hånede ham.

Og da den sjette time kom, faldt der mørke over hele jorden indtil den niende time. Og ved den niende time råbte Jesus med høj røst: ”Eloí, Eloí! lamá sabaktáni?” – det betyder: ”Min Gud, min Gud! Hvorfor har du forladt mig?”  Nogle af dem, som stod der og hørte det, sagde: ”Hør, han kalder på Elias.” Så løb én hen og fyldte en svamp med eddike, satte den på en stang og gav ham noget at drikke, idet han sagde: ”Lad os se, om Elias kommer og tager ham ned.” Men Jesus udstødte et højt skrig og udåndede. Og forhænget i templet flængedes i to dele, fra øverst til nederst. Da officeren, som stod lige over for ham, så, at han udåndede sådan, sagde han: ”Sandelig, den mand var Guds søn.”

Markusevangeliet 15,20-39

Billede: Fra Nyborg Vor Frue Kirke: Gotisk korbuekrucifiks fra ca. 1400. I baggrunden: alterruden, et vindue til opstandelsen, glasmosaik af Maja Lisa Engelhardt, 2015.



*

 

Den katastrofe man selv står i, ser altid ud som den værste. Fordi det er ens eget liv, der er på spil og ens egen fremtid, der er uvis.

Sådan var det også for disciplene og alle de andre, der havde fulgt Jesus og nu stod ved Golgata og så hele deres livsgrundlag – alt hvad de troede på – smuldre for øjnene af dem. Den mand, der havde lovet dem livet, blev nu dræbt på det ynkeligste. Verden forvandlede sig til kaos. Hvad skulle der nu blive af dem? Var alt, hvad de havde håbet og satset på, i virkeligheden ingenting? Og skulle de nu lide samme skæbne som ham deroppe på korset?

Deres reaktion var nogenlunde den samme som vores – de krøb i skjul bag lukkede døre – måske de endda også hamstrede lidt brød og toiletpapir.

For det usikre fylder os med en urgammel angst, der er en del af vores natur. Og naturen er en rå herre, og dens verden kan synes både ubarmhjertig og meningsløs.

Men vi kan ikke holde ud konstant at være bange. I frygten er vi mere ensomme end bare afskåret fra hinanden. I frygten er vi os selv nærmest og uden det håb, der holder os i live og gør os til mere end bare natur.

Hvis vi tænker os om, har menneskeheden og civilisationen overlevet en uendelig række af katastrofer, der var væsentligt værre end denne: Istider, hungersnød, Den Sorte Død, verdenskrige, aids, Cubakrisen; for bare at nævne nogle. I dem alle har mennesker gruet for, at nu var alt håb ude: Nu slog Gud hånden af os med straf for alle vore synder – eller nu tog naturen hævn for vores ødselhed (som jeg faktisk har hørt nogen mene om Coronaepidemien).

Men naturen er ikke mere centreret om os, end den er om sæler og kastanjetræer (to arter, der har haft sygdom inde på livet de seneste år, men stadig fører livet ud i livet)

Og Gud… ja, han nøjedes ikke med at sige de trøstende ord: ”Frygt ikke” og ”Jeg er med jer alle dage” – han gjorde sine ord virkelige, da han slog dem fast med syvtommersøm – på korset langfredag: Se, Jeg ER med jer også i lidelse og frygt. Jeg ER midt iblandt jer også i jeres tvivl og magtesløshed.

For i liv eller død, trods ur-angst og sortsyn, kan INTET skille os fra Guds kærlighed.

Så frygt ikke – der er håb forude – også denne gang.

Påskedag

Af Marianne Aagaard Skovmand


Kvinderne ved graven

Kvinderne ved graven. Russisk ikon, 17. årh.

 

Evangeliet til påskedag skriver evangelisten Matthæus.

Efter sabbatten, da det gryede ad den første dag i ugen, kom Maria Magdalene og den anden Maria for at se til graven. Og se, der kom et kraftigt jordskælv. For Herrens engel steg ned fra himlen og trådte hen og væltede stenen fra og satte sig på den. Hans udseende var som lynild, og hans klæder hvide som sne. De, der holdt vagt, skælvede af frygt for ham og blev som døde. Men englen sagde til kvinderne: ”Frygt ikke! Jeg ved, at I søger efter Jesus, den korsfæstede. Han er ikke her; han er opstået, som han har sagt. Kom og se stedet, hvor han lå. Og skynd jer hen og sig til hans disciple, at han er opstået fra de døde. Og se, han går i forvejen for jer til Galilæa. Dér skal I se ham. Nu har jeg sagt jer det.”

Og de skyndte sig bort fra graven med frygt og stor glæde og løb hen for at fortælle hans disciple det.

Matthæusevangeliet 28,1-8

 

*


Påsketro er opstandelsestro.

En japansk kunstmaler har sagt, at det, der gør et maleri til stor kunst, er alt det, som ikke kommer med. Altså selve fravælgelsesprocessen, hvor man indser, at alt det man egentligt gerne ville male, det kan et enkelt billede slet ikke rumme. Overfører man det på fortælling og evangeliet til påskedag, har den samme proces formentlig fundet sted. Og vi, som er tilhørere, må forholde os til, at hvert enkelt lille element i beretningen om kvinderne, der påskemorgen begiver sig ud til graven og finder den tom, er nøje udvalgt og derfor også afgørende for vores forståelse og vores tro. Påsketro, opstandelsestroen.

Og hvem er de i grunden, kvinderne? Ja Maria Magdalene kender vi, og i forhold til den anden Maria regner han jo nok med, evangelisten, at vi husker fra Markusevangeliet, at der var to kvinder, med navnet Maria. Foruden Maria Magdalene var der også Maria, som var mor til Jakob den lille og Joses. Hun bliver her i Matthæusevangeliet kort og præcist til den anden Maria. De har været der, kvinderne, lige fra det hele begyndte. Fra beretningen til langfredag om korsfæstelsen ved vi, at kvinderne var til stede, ikke bare de to ved navn Maria, men hele gruppen af kvinder, som vi kender bedst som kvinderne fra Galilæa. I Matthæusevangeliet hører vi om dem, at flere af dem var mødre. De har fulgt Jesus og sørget for ham, mens han gik omkring, helbredte, gjorde mirakler og tydeliggjorde Gudsrigets betydning for mennesker. De er fulgt med, kvinderne, hele vejen fra Galilæa til Jerusalem, hvor de kom til at overvære det værste af det værste, korsfæstelsen af ham, de troede på og elskede. Da Jesus døde på korset langfredag slukkedes alt håb, og gravens mørke sænkede sig i deres hjerter.

I evangeliet til påskedag ved englen, der kommer ned fra himlen, vælter stenen bort fra graven og sætter sig på den, intet mindre end det hele. Han ved, hvorfor de dér i den tidlige morgenstund kommer ud til graven, hvem de søger, og fremfor alt ved han det om dem, at de er bange. Hvem ville ikke være det? Selv gravvagterne bliver som Matthæus fortæller det, som døde af rædsel, og de gør ikke mere gavn i fortællingen.

Englens ord ”frygt ikke” er derfor alene rettet mod kvinderne. Og Maria Magdalene og den anden Maria ser, hører, forstår og handler på englens ord. De stiller ingen spørgsmål, har ikke brug for flere ord, men spæner, må vi forestille os, alt hvad de kan hjem til der, hvor disciplene er, for at fortælle dem det allermest uforklarlige, det allermest glædelige, at Jesus er opstået fra de døde og gået i forvejen til det sted, de kender så godt. Det sted, hvor de alle har hjemme, og hvor det hele begyndte i Galilæa. Og der skal de få lov igen at se ham. Englen har selv sagt det!

Matthæus lægger med sin fortælling, sin erindring, ja det lille tableau med kvinderne, der finder graven tom den morgen, påsketroen ind i vore hjerter.

Salmerne til påske er – ingen nævnt, ingen glemt – slidstærke, vidunderlige og taler i deres poetiske sprog om evangeliernes beretninger. Men der kommer også nye til. Salmedigteren Iben Krogsdal har sammen med komponist og sanger Helene Blum skrevet salmen Opstandelsen er også her. Den er med både i tillægget 100 Salmer og i Kirkesangbogen, der udkom i 2017, og kan opleves via linket her i en optagelse fra DR-kirken. Det er komponisten Helene Blum, der opfører den sammen med kirkens kor, men stemmer fra menigheden i Hjortshøj kan også høres.

Salmen handler om, at opstandelsen er midt i livet – lige her og nu – også denne påske, hvor alt er forandret, og vi må lytte til påskens budskab, ikke i gudstjenestens kendte og trygge fællesskab, men hver for sig, hvor vi nu er. Og vi har stadig og igen og igen brug for at høre, at englen taler også til os med ord som: ”Frygt ikke, alt skal nok blive godt igen.” De ord fra salmen, som rører mig allermest både i mit præste- menneske- og moderhjerte, er disse:

Opstandelsen er lige her
Du går
med sagte skridt hos dem, der bærer andre
og alt til trods blir ved og ved at vandre.

Amen og glædelig påske!


Opstandelsen er lige her
Du står
ved siden af det menneske der planter
et frø på vintergraven iført vanter

Opstandelsen er lige her
Du ser
vi ligger angstgrå i de værste stunder
du lægger dine stærke arme under

Opstandelsen er lige her
Du er
den store ånde bagved vores planer
der blæser liv i mere, end vi aner

Opstandelsen er lige her
Du sker
når mennesker, der vakler tæt med sorgen,
igen kan se og smile: sikken morgen!

Opstandelsen er lige her
Du går
med mennesker der smiler lidt generte
til en, der pludslig kigger op og ser det

Opstandelsen er lige her
Du er
din himmel, når den blæser gennem sjæle
som mærker dig og endelig kan knæle
Opstandelsen er lige her
Du går
med sagte skridt hos dem, der bærer andre    
og alt til trods blir ved og ved at vandre
Opstandelsen er lige her
Du er
når vi kan give alt det liv tilbage
som nogen tog fra os på onde dage

 

Tekst: Iben Krogsdal, 2011; melodi: Helene Blum, 2011

Se video med: Opstandelsen er også her - sunget af Helene Blum.



Gå tilbage