Palmesøndag


Af Mette Grymer

 

Niels Larsen Stevns: Salving. Maleri, 1907
Salving. Maleri af Niels Larsen Stevns, 1907

 

Evangeliet til Palmesøndag, 2. tekstrække. Ifølge evangelisten Johannes:

Seks dage før påske kom Jesus til Betania, hvor Lazarus boede, han, som Jesus havde oprejst fra de døde. Dér holdt de et festmåltid for Jesus; Martha sørgede for maden, og Lazarus var en af dem, der sad til bords sammen med ham.

Maria tog et pund ægte, meget kostbar nardusolie og salvede Jesu fødder og tørrede dem med sit hår; og huset fyldtes af duften fra den vellugtende olie. Judas Iskariot, en af Jesu disciple, han, som skulle forråde ham, sagde da: ”Hvorfor er denne olie ikke blevet solgt for tre hundrede denarer og givet til de fattige?” Det sagde han ikke, fordi han brød sig om de fattige, men fordi han var en tyv; han var nemlig den, der stod for pengekassen, og han stak noget til side af det, der blev lagt i den. Da sagde Jesus: ”Lad hende være, så hun kan gemme den til den dag, jeg begraves. De fattige har I jo altid hos jer, men mig har I ikke altid.”

Den store skare af jøder fik nu at vide, at Jesus var der; og de kom derud ikke alene på grund af ham, men også for at se Lazarus, som han havde oprejst fra de døde. Men ypperstepræsterne besluttede også at slå Lazarus ihjel, for på grund af ham gik mange jøder hen og troede på Jesus.

Næste dag hørte den store folkeskare, som var kommet til festen, at Jesus var på vej til Jerusalem. De tog da palmegrene og gik ham i møde, og de råbte:

”Hosianna!
Velsignet være han, som kommer, i Herrens navn,
Israels konge!”

Jesus fik fat på et ungt æsel og satte sig på det, sådan som der står skrevet:

”Frygt ikke, Zions datter!
Se, din konge kommer,
ridende på et æsels føl.”

Det forstod hans disciple ikke straks; men da Jesus var herliggjort, kom de i tanker om, at dette var skrevet om ham, og at det var det, man havde gjort med ham.

Johannesevangeliet 12,1-16

*


”Det er mystiske dage for tiden.
Der er intet, der er, som det plejer”.

Sådan digter tegneren og forfatteren, Jakob Martin Strid, i en af sine tegneserier, men striben har fået en alvor i denne tid, hvor intet er, som det plejer. Virus og værnemidler er hyppigt benyttede ord i en verden, hvor næsten alting, også ordinære gudstjenester, er indstillede for en stund.

Engang betød påske ”forbigang”, og der var engang, da døden gik israelitternes hus forbi og videre til egypternes, hvis der vel at mærke var smurt lammeblod på dørstolperne. I dag, derimod, er ingen af os sikre på, at virus går os forbi, så vi undgår at blive syge, men vi kan heller ikke være sikre på, vi ikke bærer smitten videre, måske til folk med mindre modstandskraft.

Men uanset hvordan det ender, og hvordan livet slutter for os alle, så er der en mand, der blev dødens Værnemidler. Og denne mand rider i dag ind i Jerusalem. Han ved, han er på vej til døden, men han kommer til at overmande den. For fra i dag er påske ikke længere at holde den død fra døren, der engang vil ramme os alle, virus eller ej. Men Værnemidleren i Jesus betyder en tro på, at Gud er med os ind i døden og ind i mørket, og håbet er, at han også er med på den anden side, fordi vi får lov til at tro på mere end den sorte muld.

Det er det håb, vi lever af.
Det er det håb, vi næres af, når vi hører Guds ord, så kontra-intuitivt, det kan synes.

Vores håb lever af Jesus som dødens Værnemidler, fordi han insisterede på en ødselhed af kærlighed fra Gud, som døden ikke kunne hamle op med. Og ødselheden er netop at ligne med det fråseri, der udvises af Maria, der salver Jesu fødder. For de dyrebare, duftende dråber af olie holder hun ikke tilbage. Hun kan ikke lade være, og det er en ufornuftig handling, men intet er for godt til ham, hendes Herre. Sådan er det, når vi selv elsker, vi kan ikke lade være med at gøre godt, og på samme vis holder Gud sig ikke selv tilbage over for os. Derfor tror vi på mere efter døden. Noget der er godt. Noget der er evigt.

Og netop med det håb skal vi trække vejret frit i frimodighed og fylde lungerne med luft i en af sundhedsmyndighederne dikteret sikker afstand. Det håb skal ikke slukkes af angst over stigende smittekurver. Men det håb skal vi turde lade os fylde af, så vi tør leve og tør være i en verden, Gud har skabt. En verden, der ikke kun er mystisk, men som også er såre god.

Amen.

Gå tilbage