Kirkesiden

Her bringes artikler fra kirkesiden i Lokalavisen Nyborg. Den seneste kan læses herunder; en række tidligere artikler kan findes under Tidligere artikler.

Vild opstandelse

Af Christian von Tangen Sivertsen

 

Mælkebøtter

 

En af de mest fascinerende lærere, der nogensinde har været, er læreren eller degnen i Martin A. Hansens roman ”Løgneren”. Det er ham, der stiller det helt igennem vidunderlige og evigtgyldige spørgsmål: ”Hvorfor ikke vise en mælkebøtte ligeså meget respekt som en minister?” For ifølge denne lærer, degnen fra Sandø, er det vigtigste ikke, at børnene lærer at dissekere en blomst, at rive den i stykker for eksempelvis at tælle dens støvdragere. Nej, det vigtigste er, at de lærer at se på blomsten, sådan som den er skabt. Lærer at se den i sin egen helstøbte ret og væren, og dermed at de helt grundlæggende lærer at undre sig og måske ligefrem at beundre noget så tilsyneladende ligegyldigt som en mælkebøtte!

Det er svært ikke at høre Grundtvigs fantastiske påskesalme ”Påskeblomst” klinge med i baggrunden af Martin A. Hansens fortælling. For netop i den salme gør Grundtvig blomsten, og i hans tilfælde påskeliljen, til et billede på, hvor nemt det er at overse det allermest betydningsfulde i livet. For akkurat som man så nemt kan tage en mælkebøtte eller en påskelilje fuldstændig for givet, idet man dårligt nok bemærker deres tilstedeværelse, (ja, måske ligefrem tænker, at den allerhelst bare skulle udryddes fra jordens overflade) – på akkurat samme måde kan man også tage evangeliet og dets beretning om Jesu opstandelse fuldstændig for givet; opfatte det kun som en uvedkommende fortælling om en fjern historisk begivenhed, der intet som helst har med mit liv at gøre. Men uanset om det er en mælkebøtte, eller det er påskens beretning om Jesu opstandelse af de døde, ja så går man lige gruelig fejl af begge, hvis man kun opfatter dem som begivenheder eller forekomster uden for en selv. For som degnen fra Sandø så sandt gennemskuede, så er en mælkebøtte først og fremmest et vidnesbyrd om noget stort og uudgrundeligt ved livet selv. Vidnesbyrd om, at vi, sammen med hele det øvrige skaberværk, lever lige midt i et guddommeligt opstandelsesmysterium!

Det var Dostojevskij, der sagde, at ”ikke miraklet alene er mirakuløst. Meget ofte er virkeligheden det mest mirakuløse af alt … for hvad er mere fantastisk og uventet end selve virkeligheden?” Nej, der er ikke kun opstandelse i opstandelsen, men det er der så sandelig også både i påskeliljen og i mælkebøtten. Og strengt taget, så er både mælkebøttens og påskeliljens opstandelse akkurat ligeså fantastisk og uventet som Jesu Kristi opstandelse. De er kort og godt to sider af den samme guddommelige sag. For opstandelsen er ikke kun en begivenhed. Hverken som en årtusindgammel begivenhed i Israel eller som en årligt tilbagevendende forvandling af naturen hvert forår. Nej, opstandelsen er meget mere end det. Den er først og fremmet et vilkår. Et vilkår vi lever i – fra vi fødes, og til vi dør.

For vilkåret er, at livet fra allerførste færd spirer ud af en guddommelig skabervilje, der trodser al forstand og enhver mørkemagt. Ja, vilkåret er, at livet vokser ud af kærlighedsmagt af så enorme dimensioner, at intet kan skille os fra den. Hverken det liv, der på skabelsens første morgen brød ud i et kæmpe brag, i et Big Bang, og møder os i en mælkebøttes gule blomst, eller det liv, der påskemorgen brød ud af gravens mørke – ud i lyset.
Det er den selvsamme Gud, der er på færde. Den Gud, der overalt og på uendelig vis vil dele sin altomfattende hemmelighed med os – at Gud er livets og lysets Gud for os og for hele skaberværket. Den Gud, der trodser ethvert mørke og enhver død.

For påskemorgen var stenen væltet fra graven. Påskemorgen bevidnede og bekræftede Gud for os alle, at opstandelsen er virkelighed! En virkelighed vi altid og allerede lever lige midt i, og som vi tilmed får skænket det ene livstegn på efter det andet. Tegn på opstandelse. Vildt – og respektindgydende!

Glædelig opstandelse! Glædelig påske!