Lejrbålenes og eventyrenes tid.

Af Marianne Aagaard Skovmand

 

Skovjordbær

En kurvfuld skovjordbær. Oliemaleri Af William Hammer, 1864

 

”Jeg lever løs og synes, man skal behandle hver dag, som om den var den eneste, man har,” sagde den verdensberømte forfatter Astrid Lindgren.

Gode ord også her i tiden med epidemi omkring os. Hun døde i sit hjem i en alder af 94 tilbage i 2002. Hendes begravelse blev fulgt af hele Sverige, ja mange tusind mennesker var mødt frem på gaderne i Stockholm på ruten fra Adolf Fredriks kirke frem til Storkyrkan i Gamla Stan. Kisten blev kørt på hestevogn og fulgt af en hvid hingst som i et eventyr. TV Avisen herhjemme, det var dengang, der ikke var nyheder døgnet rundt, viste et klip fra det, og jeg husker stadig, selvom det er længe siden, hvordan jeg blev dybt berørt. Mennesker i alle aldre i den store by var tavse mødt frem for at vise hende den sidste ære. Og så den hvide hingst, i en eller anden forstand jo den fuldstændig uberørte og spontane natur, der ledsagede kisten. Dér på dens sidste rejse på vej mod forfatterindens sidste hjem. Og der var ikke skyggen af tvivl, tænker jeg, i nogen hjerter om, hvor hun var på vej hen. I alle fald ikke i mit. Ja, tænk bare på hendes fortælling om de to brødre Karl og Jonatan. Karl er den yngste, ham der også kaldes Tvebak. Husker I mon det sted i Brødrene Løvehjerte, hvor Tvebak, der jo er alvorligt syg, lige har fundet ud af, at han skal dø, og grædende spørger sin bror, om han også er klar over det? Jonatan må tænke sig lidt om, og Tvebak mærker, at han nok ikke så gerne vil svare. Men så siger Jonatan de her ord: ”Jeg tror, Tvebak, du får det dejligt. Du flyver jo væk til et helt andet sted. Til Nangijala.” Det sted har Tvebak nu aldrig hørt om, men Jonatan fortæller, at det er et sted på den anden side af stjernerne. Og der i Nangijala, siger han til sin lillebor, er det stadig lejrbålenes og eventyrenes tid. Og det vil være lige noget, du, Tvebak, kan lide. Nu går det sådan i Astrid Lindgrens fortælling, at Jonatan på grund af brandulykken, faktisk må afsted først og lade Tvebak tilbage. Men så kommer den aften, hvor Tvebak lægger sig til at sove med fornemmelsen, at det vil være den nat, hvor det sker, at han skal flyve til Nangijala. Og derfor lægger han en lille seddel på køkkenbordet til sin Mor. ”Græd ikke, Mor. Vi ses i Nangijala.”

”Børn er – sagde Astrid Lindgren – lægemiddel for sjælen. Der ser man, hvad Vorherre egentlig havde tænkt med mennesket, at det skulle være godt og le af livet!” Det mærker man om noget i Lille Idas sommervise. Den kaldes af nogen for ateistens bud på salmen Nu blomstertiden kommer eller andre af vores smukke sommersalmer, men det er og bliver noget sludder, tænker jeg. Der er ikke tale om ateisme her. For i den svenske tekst kommer det finurligt og Astrid Lindgrensk frem, at alt det forunderlige i naturen, som vi oplever her og nu i denne tid, det grønne, som pludselig og overvældende kommer op af jorden, skovjordbærrene og blomsterne, jo kun kommer frem, hvis nogen giver det et skub. Og sunget med Idas intense, rørende barnerøst sker det forunderlige, at skaberkraften og det barnlige smelter sammen og bliver ét.

Du ska inte tro det blir sommar,
ifall inte nån sätter fart
på sommarn och gör lite somrigt,
då kommer blommorna snart.
Jag gör så att blommorna blommar,
jag gör hela kohagen grön,
och nu så har sommaren kommit,
för jag har just tagit bort snön.

............

Och smultron det gör jag åt barna,
för det tycker jag dom kan få,
............

då blir barna fulla med sommar
och bena blir fulla med spring.

Uddrag fra Lille Idas sommervise. Læs hele visen her...
(Tekst: Astrid Lindgren)

(Smultron betyder skovjordbær.)

Glædelig forsommer!

Gå tilbage