Fra babysalmesang til Fællesmod

Af Mette Grymer

 

Lysglobe

Foto: Ard Jongsma

 

En nybagt mor får tilbuddet om at gå i mødregruppe, og her tales om det, der hører den nye livssituation til – bleskift, natteroderi og sutteflasker, for det er et vilkår, mødrene deler, og som de skal vænne sig til og vokse med.

Når man mister et menneske, man elskede, kan det for nogles vedkommende give mening at samles i en sorggruppe, for også her tales om alt, der hører en ny tilværelse til – at spise alene, at komme hjem alene og ikke at kunne fortælle, hvordan dagen er gået.

I kirken samles mange mødre med deres spæde til babysalmesang, og efter salmerne og efter at have danset sig igennem kirkens rum, deler mødrene deres erfaringer med deres børn. I kirken samles også en anden gruppe til ”Fællesmod”, og det er en gruppe af mennesker, der går eller har gået i en af kirkens sorggrupper. Vi samles til andagt ved lysgloben – synger salmer, hører en lille prædiken, vi beder Fadervor, og til slut lyser præsten velsignelsen. Efter andagten spiser vi sammen, og mange, der ikke har gået i sorggruppe på samme tid, mødes således her. Den åbenhed, der findes i sorggruppens lille fortrolige rum, forplanter sig naturligt til Fællesmods større, og også her bliver der talt og udvekslet erfaringer på kryds og på tværs. Nye venskaber bliver grundlagt, og nogle begynder at rejse sammen.

I sorggrupperne findes et utal af nuancer af sorg og savn. Både den sorg som kærlighed, der aldrig kommer igen, og sorgen over den relation, der aldrig blev, som man havde ønsket sig. Sorggruppen er et værn mod omverdenens krav om kun at tænke fremad, for med sorg i hjertet er det også vigtigt at se tilbage. Her er løbende optag, således at der både er ældre og nye sørgende i gruppen, og det giver mening, for selvom den sørgende føler, at han står i stampe, opdager han ved at møde et nyt medlem, at han selv befandt sig dér engang: i kaos og chok, som var dødsfaldet en ond drøm, man snart ville vågne fra.

Kirken og evangeliet er sorggruppernes tydelige ramme, og akkurat som i kirken er fortællingens kraft gentagelsens. Man skal ikke håndtere sorgen på en særlig måde, men spejlingen i sidemandens historie er afgørende; man er ikke alene med lavt livsmod, men man er heller ikke alene om at håbe, at det bliver bedre. Her bliver grædt, men også leet meget, hvilket man måske ikke umiddelbart forestiller sig for folk i sorg. Her taler vi om de ord, evangeliet er fuldt af: skyld, skam, håb, længsel og tilgivelse. Og vi tør tale åbent om døden. Fordi døden er. Vi tør tale højt om opstandelse, fordi det er håbet, vi bæres af.

Som mødrene oplever, at det er rart at kunne tale om det, der hører spædbarnets liv til, kan sørgende føle sig lettede over at være blandt ligesindede, der måske også synes, livet er ensomt og meningen forsvundet, og det er et paradoks at kunne tale personligt uden at være personligt involveret med dem, man taler med.

For sorg ikke er en fejl, og ingen sørgende ønsker, at de ikke sørgede, for sorg er kærlighed på dødens vilkår. Et vilkår, der skal finde sin plads, og en sorg, der skal finde en balance i et liv. Og i dette liv tror vi, at Gud går med os. Helt fra de små til babysalmesang, gennem livet til døden og sorgen og endnu efter.

Gå tilbage