Regnbuetanker

Af Ida Korreborg

Regnbue

Jeg kan huske, da jeg som skolepige første gang hørte, at regnbuen sådan set slet ikke findes. Den eksisterer ikke i form af en bue på himlen. Den er i virkeligheden bare en spejling i øjet som følge af, at solen rammer regnpartikler i en vinkel på mellem 40,6 og 42,3 grader. Den findes ikke – sådan rent fysisk.

Som barn virkede lærerens forklaring som det rene vrøvl; for at den virkelig var der, kunne jo ses af enhver. Og også som voksen blegner den videnskabelige forklaring fuldstændigt, når den står dér og lyser meget virkeligt i al sin farvepragt. Og som sådan er den et fint eksempel på, hvad tro er og kan.

For nogen er regnbuen bare et banalt fænomen, en luftspejling, der kan forklares på fire linjer i en fysikbog – for andre et strålende vidunder, der forbinder himmel og jord og gør en regnfuld dag til et eventyr. Hvem, der har mest ret, afhænger af, hvor man ser det fra – fra hvilken vinkel man betragter verden.

Og det samme gør sig gældende for tro. Set med skeptikerens øjne er der ingen plads til Himmerige i universets golde vidder – og ingen plads til Gud i en rationel verden. Og skåret helt ud i smalle snit er det måske rigtigt nok – men alligevel også helt forkert. Som at ville sætte kærlighed på formel eller måle skønhed i centimeter.

Når vi taler om Guds verden, er vi nødt til at turde se ud over vores egen eksistens og erfaringshorisont. Vores egen synsvinkel er for snæver til at få det hele med. Himmerige er ikke et sted i normal forstand – en lokalitet vi kan opsøge eller forstå. Men derfra og til at slutte, at det ikke findes, er som at sige, at regnbuen ikke er andet end optisk bedrag og ønsketænkning – på trods af at selv den stædigste kyniker bliver glad ved at se den.

I den nordiske mytologi var regnbuen en bro, der forbandt guders og menneskers verden. Sådan en bro har vi også. Det er troen, der på én gang er uden form og fysik; men som samtidigt er det, der giver os håb i mørket og mod til livet på trods af dets begrænsning.

Gud er der, hvor sammenhængen er større, end vi kan regne ud. Hvor vi, i stedet for at betragte vandatomernes deling af lyspartikler, ser en vidunderlig bue af lys og håb, der overstråler vores virkelighed i både mening og skønhed.

Som med regnbuen står troen ikke altid lige lysende klar for os. Vi er jo kun mennesker. Men er vi heldige, dukker den op som lysglimt i strålende øjeblikke, hvor vi kan mærke, at vi har del i en større verden, der er mere meningsfyldt, end vi umiddelbart kan begribe.

Og bringer os håb om, at der faktisk venter en skat i den anden ende.

Gå tilbage