
Tirsdag den 10. oktober 2023 kl. 20.00, spiller duoen Calabash, bestående af saxofonisten Jakob Mygind og marimbaspilleren Kai Stensgaard i Vor Frue Kirke, Nyborg. Koncerten er et samarbejde mellem musikere med rod i hver sin genre. Det er den klassiske Kai Stensgaard, der leverer træet i form af en 3 m lang specialbygget marimba, og den jazziske Jakob Mygind, der blæser på sine saxer i flere størrelser.
Calabash byder på improvisationer og arrangementer af musik af bl.a. W.A.Mozart, J.S. Bach, Erik Satie, Ariel Ramirez, The Beatles og Abdulla Ibrahim. De to musikere vil også duellere i egne kompositioner og arrangementer af mexicansk folkloremusik.
De er begge nordjyske musikprismodtagere, idet Jakob Mygind modtog årets nordjyske jazzpris i 1994, og Kai Stensgaard var den første modtager af Nordjyllands Amts Musikpris i 1989.
Jakob Mygind spiller i det tidligere statsensemble, New Jungle Orchestra, som har turneret rundt i det meste af verden, bl.a. har de spillet ved Newport Jazzfestival, Carnegie Hall og Blue Note i New York City, Djakarta Jazz Festival, Sidney Operahus og for den japanske kejser, da dronningen for nylig besøgt Japan. Han er også kapelmester og komponist i sit eget jazzorkester Matchbrothers.
Kai Stensgaard har givet koncerter i Europa, Mexico, Taiwan, Japan, USA, Chile, Argentina og Puerto Rico og har bl.a. uropført koncerter for marimba med symfoniorkestre og koncert bands. I 1999 blev han udvalgt, sammen med 5 internationale marimbasolister, til at give koncert ved First International Marimbafestival i Mexico, hvor han også gav masterclass for mexicanske marimbaspillere samt deltog i et dommerpanel, der kårede Mexicos bedste marimba solist. Siden har han ofte været tilbage i Mexico for at være solist ved store marimbafestivaler.
Yderligere oplysninger: