19/09/2024 0 Kommentarer
Koncert med Carl Nielsen Klaverduo - Rikke Sandberg og Kristoffer Hyldig
Koncert med Carl Nielsen Klaverduo - Rikke Sandberg og Kristoffer Hyldig
PROGRAM
Niels Maler Jørgensen (1835-1915) Højby Skyttemarch, arr. for firhændigt klaver af sønnen Carl Nielsen – fuldendt af Kristoffer Hyldig og Rikke Sandberg.
Carl Nielsen (1865-1931)
Fra Saul & David, arr. for firhændigt klaver af Carl Nielsen
Symfoni nr. 3 ”Espansiva”, arr. for firhændigt klaver af Carl Nielsen
PAUSE
Olivier Messiaen (1908–1992)
”Visions de l’Amen” for 2 flygler
Rikke Sandberg og Kristoffer Hyldig har igennem mange år spillet sammen ved talrige lejligheder. Nu har de fundet sammen i en klaverduo omkring Carl Nielsens værker, som de begge nærer en meget stor kærlighed til. Kristoffer har i mange år arbejdet med især Nielsens sange og kammermusik og spillede i sin barndom basun i Nielsens orkesterværker. Rikke er, med Anne Øland som sin barndoms klaverlærer, vokset op med Carl Nielsens klavermusik og hans unikke og meget danske tonesprog.
Rikke Sandberg har siden sin studietid i New York og København med debutkoncert fra Det Kongelige Danske Musikkonservatoriums Solistklasse i 2002 været en del af eliten i dansk musikliv og er kendt som en usædvanligt udtryksfuld og markant pianist. Hun er konstant tilstedeværende og fuldkommen fordybet i musikken, og hendes kompetencer og talent synes at være uden begrænsninger – hendes repertoire spænder fra spæd barok til nutidig kompositionsmusik.
Kristoffer Hyldig er en yderst aktiv pianist i dansk musikliv. Han spiller jævnligt i musikforeninger og på festivaler, både som solist, kammermusiker og akkompagnatør, og de koncerter han kuraterer og medvirker i bliver jævnligt transmitteret af DR P2. Derudover har han givet koncerter i det meste af Europa, Algeriet, Kina og USA, her bl.a. i Carnegie Hall i New York. Siden 2006 har han udgivet indspilninger med lieder, kammermusik og soloværker af bl.a Debussy, Ravel, Messiaen, Bent Sørensen og Hindemith og er blevet nomineret til P2-prisen for bedste udgivelse. For nyligt har han udgivet Messiaens enorme klaverværk Tyve blikke på Jesusbarnet på OUR Recordings. En indspilning, der er blevet rost af anmeldere verden over. Kristoffer Hyldig har tidligere spillet en del af dette kæmpestore værk ved en koncert i Nyborg Vor Frue Kirke.
Kommentarer