Kirkesiden

Her bringes artikler fra kirkesiden i Lokalavisen Nyborg. Den seneste kan læses herunder; en række tidligere artikler kan findes under Tidligere artikler.

Hvor bliver tiden dog af?

Af Christian von Tangen Sivertsen

 

LommeurMon ikke de fleste af os kender til den nytårs-erfaring, at tiden år for år forekommer at gå hurtigere og hurtigere? En oplevelse af, at livet nærmest bare passerer revy, mens tiden drøner af sted og efterlader en med følelsen af at være en slags statist, der aldrig helt finder ud af, hvilken rolle man egentlig var tiltænkt. Og selv om den erfaring nok i høj grad knytter sig til alderen og således kan blive stærkere og stærkere, jo ældre man bliver, ja så vil jeg dog påstå, at hverken alderen eller kalenderårets årlige, ubønhørlige skiften er de eneste grunde til, at tidens flygtighed ofte kan føles så overvældende.

For det er svært at komme uden om, at vi også selv i alle mulige sammenhænge bidrager stærkt til den følelse af flygtighed. For hvis der er noget, der i den grad er velanset og genstand for beundring, ja så er det evnen til at skynde sig og være hurtig. På hjemmefronten skal vi således skynde os ud af døren hver morgen, hen på arbejdspladserne, hvor vi alle skal skynde os med at udføre dagens opgaver så hurtigt som muligt, hvorpå vi skal skynde os hjem og hurtigt få noget at spise, osv. osv – før vi til sidst skal skynde os i seng. Og samfundsmæssigt skal vi bestemt også skynde os. Skynde os at følge med i såvel nye teknologier som i den evindelige nyhedsstrøm, hvor medierne konkurrerer som gale om at være hurtigst med de nyeste nyheder – før de sekundet efter allerede er blevet for gamle.

Jo, hurtighed er simpelt hen, hvad der forventes af os i alle mulige sammenhænge – og hvad vi også selv forventer fra andre. Men det paradoksale er, at jo hurtigere alt skal gå, desto flygtigere bliver tiden. Eller anderledes sagt – jo mere vi skynder os, desto mindre tid får vi! Og dermed får vi altså også mindre tid til det, vi vel ellers netop gerne ville spare tiden op til – nærvær, fordybelse, ro og intensitet. Alt det, der simpelt hen ikke kan gøres op i tid, hvis det ellers skal have lov til at folde sig ud.

Heldigvis findes der især et bestemt sted, hvor det absolut ikke handler om at være hurtig, men langt snarere handler om det modsatte. Handler om at være langsom og tage sig god tid. Et sted, hvor alt næsten fungerer helt modsat alt andet i vores samfund– og det er i kirken! For i kirken og i dens gudstjenester er der i modsætning til alt muligt andet sådan set ikke noget som helst, man skal skynde sig med. Der skal man først og fremmest bare give sig hen. Give sig hen til, at der findes en tid, der er helt, helt anderledes end kalendertiden, fordi det er en tid, der bliver til noget særligt i kraft af Gud. Bliver til evighed.

Det er den tid, gudstjenesten afspejler som vores altafgørende tid. Den tid, hvori vi alle lever af at få det vigtigste givet – og da især det, som nok så megen skyndsomhed og ihærdighed aldrig kan give: livet og den grundlæggende følelse af altid og allerede at høre hjemme! Hjemme, akkurat som et barn kan føle sig hjemme – uden tanke for, hvad man skal nå, men kun opfyldt af en dyb følelse af tryghed og ro og evne til at give sig hen.

Den tid er jeg overbevist om, at vi alle nu og da har brug for at mærke. En tid, der ikke forsvinder og forandres, men for så vidt altid er den samme, og som kan skænke os den tiltrængte følelse af, at der faktisk findes noget ret afgørende, som jeg ikke selv skal nå, men som omvendt har nået mig. Nået mig, sådan at jeg kan føle mig hjemme og give mig hen – både for tid og for evighed.