Kirkesiden

Her bringes artikler fra kirkesiden i Lokalavisen Nyborg. Den seneste kan læses herunder; en række tidligere artikler kan findes under Tidligere artikler.

Hvorfor holde gudstjeneste?

Af Hans Bredmose Simonsen


AltervindueDen danske folkekirkes højmesse er til debat. Det har den vist altid været. Er de gamle tekster forståelige? Kan de overhovedet på meningsfuld måde tolke vores liv i dag? Og salmerne. Hvem forstår indholdet i de gamle tekster? Hvorfor bliver de ikke skiftet ud med moderne salmer, som folk kan forstå? Og hvorfor skal formen være så stiv med orgelmusik og en præst i middelalderkåbe? Det kunne godt se ud, som om folkekirken er totalt forstenet i sin form.

Det er den nu ikke. Højmessen er gennem årene nænsomt blevet fornyet, Bibelen bliver nyoversat, og salmebogen bliver revideret, hvor gamle salmer, som ikke længere bruges, skiftes ud med nye salmer, som gennem nogle år er blevet prøvet af i forskellige salmebogstillæg. Samtidig eksperimenterer menighedsråd og præster med alternative gudstjenesteformer som aldrig før: fyraftensgudstjenester, meditationsgudstjenester, konfirmandgudstjenester, musikgudstjenester, ældregudstjenester, gudstjenester for institutioner for mennesker, som har svært ved at deltage i almindelige, offentlige gudstjenester.

Men hvorfor holde gudstjeneste? Ja, gudstjenesten kan ses som et helle, hvor man for en stund forlader det hektiske samfund. Vi går ind under et ritual, som formidler noget større end det, vi selv kan finde på.

Det kan være en barnedåb, hvor Gud velsigner det lille barn. Det kan være gudstjenesten juleaften, hvor vi for en stund hengiver os til en helt anden verden end den, vi lever i til daglig. Eller gudstjenesten påskedag eller en almindelig søndag, hvor vi midt i vores hverdag med alle dens glæder og sorger løftes op i et håb, som vi ikke fatter, men som vi kan leve vores liv på. Det kan være en stump af en prædiken eller en salme, eller det kan være nadveren, der løfter os op over vores små indspiste kliker og private fællesskaber. Og sender os tilbage til vores hverdag med nyt mod, nyt håb.

Lektor i teologi ved Københavns Universitet, Jakob Wolf, kalder i en ny bog gudstjenesten for et kunstværk, der skal gøre det guddommelige nærværende for os og forene os med det. Kirkearkitekturen, den danske salmeskat og musikken gør det guddommelige nærværende i form af en kontakt med de grundlæggende følelser af glæde, sorg, afmagt, lidelse. Det sker ikke hver søndag, og det er aldrig til at vide, hvornår det sker. Det er som med teater eller en koncert, hvor man aldrig ved, hvornår det absolutte nærvær indfinder sig.

Jakob Wolf argumenterer for, at gudstjenesten i den form, vi kender den i dag, er et slidstærkt, dybt forfinet og kultiveret samlet udtryk, som gennem århundreder har bevist sit værd netop som kunst og som formidler af guddommeligt nærvær.

Jeg synes, det er en fin definition af gudstjenesten. Måske forstår man ikke det hele. Men som i et godt kunstværk kan man hele tiden opdage nyt, tekster og salmer eller gudstjenestens ritual kan pludselig åbne sig og give indsigt og forståelse, som man ikke havde før. I kirkesproget kalder vi det Helligåndens gave.

 

Billede: Nyborg Vor Frue Kirkes alterkors og altervindue skabt af kunstneren Maja Lisa Engelhardt.