Vielse af homoseksuelle
Debatten om vielse af homoseksuelle har kørt på højtryk så længe, at jeg tror, de fleste er ved at være trætte af den. Det har været en underlig sammenblanding af lovgivning og snak om kirkelige ritualer, og man fornemmer, at hverken politikere eller kirkefolk har vidst, hvordan de skulle gribe sagen an. Tidligere kirkeminister Birthe Rønn Hornbæk nedsatte et kirkeligt udvalg, der skulle forberede en kirkelig handling i folkekirken for homoseksuelle. Udvalget kom aldrig frem til et entydigt svar. Så fik vi ny regering, og Kirkeministeriet blev omdøbt til Ministeriet for Ligestilling og Kirke. Og den nye kirkeministers første politiske mål var da også at ligestille homoseksuelle med heteroseksuelle, så alle nu kunne blive viet i folkekirken med den samme vielse. Og kunne kirkens folk ikke selv finde ud af det, skulle kirkeministeren som folkekirkens chef nok lave et ritual. Så fik den nye kirkeminister voldsom kritik. Han er aldeles ikke folkekirkens chef. Han er, som tidligere kirkeminister Bertel Haarder har udtrykt det, folkekirkens pedel. Hvem er så chefen? Tidligere kirkeminister Birte Rønn Hornbæk anskueliggjorde svaret med en finger, der pegede mod himlen. Kritikken mod kirkeminister Manu Sareen var velbegrundet. Folkekirken er ikke et statsligt departement, og en politisk valgt kirkeminister har naturligvis ikke mandat til at lave ritualer for folkekirken.
Som jeg ser sagen, er den mere enkel, end aktørerne gør den til. Det er et politisk spørgsmål, om man vil ligestille homoseksuelle og heteroseksuelle. Det skal politikerne på Christiansborg beslutte. Når de så har besluttet, at homoseksuelle kan indgå ægteskab, og lovgivet om det, ja så er det jo en mulighed, som de anerkendte trossamfund med vielsesmyndighed kan benytte sig af. Eller lade være med at benytte sig af. Der skal selvfølgelig være frihed for trossamfundene, en politisk indblanding ville være en krænkelse af religionsfriheden. Derfor kan politikerne heller ikke beslutte, at folkekirken skal vie homoseksuelle. Men folketinget kan med lovgivningen give mulighed for det. Og som det var forudsigeligt, vil flertallet af præster gerne have et ritual, så vi kan vie homoseksuelle.
Sagen har medført en lidenskabelig debat internt i folkekirken. Det er ikke så mærkeligt. For de fleste kræver et ritual en nytolkning af, hvad et ægteskab er. Selv definerede jeg som ung præst ægteskabet som en skabelsesorden, sådan som ægteskabsritualet af 1912 lægger op til. Men når jeg ser på mine egne og andre præsters bryllupstaler, så handler de ikke om skabelse og børneavl, så handler de om forpligtende kærlighed mellem to mennesker, som formanes til at elske og ære hinanden, at tilgive hinanden og bære over med hinanden, så deres liv sammen må blive en velsignelse og ikke det modsatte. Og når man opdager, at det er det, der er centrum i bryllupsprædikener og ritualer og bønner, ja så er det svært at udelukke homoseksuelle, hvis kærlighed ikke er forskellig fra heteroseksuelles. Tiden ændrer sig, vi ændrer os, og vores tolkning af kristendommen ændrer sig sammen med os. Det er der ikke noget nyt i. Vi skal ikke længere tilbage end til ritualet af 1897 for at høre, at hustruer skal underordne sig deres mænd, og at deres prydelse ikke skal være udvortes som hårfletning og påhængte guldsmykker eller klædedragt.
Når der er tale om samvittighedsspørgsmål, er det vigtigt, at præster i frihed kan sige ja eller nej til at medvirke. Ligesom de kan sige ja eller nej til at medvirke ved vielse af fraskilte. Det kan så undre, at et mindretal på kirkens højrefløj har så svært ved at acceptere, at friheden også gælder de præster, der ud fra deres kristne tro og samvittighed gerne vil medvirke ved vielse af homoseksuelle.
Hans Bredmose Simonsen
