For et frø er der håb

Af Ida Korreborg

 

Spire

 

Nu nærmer sig den tid på året, hvor der bliver sat frøposer frem på købmandens hylder. De første frø skal godt nok først sås i april eller maj, men allerede nu i den gustengrå vinter, fylder de raslende poser os med spirende forventning. Alene det at tage dem ned fra stativet og lægge dem i indkøbskurven mellem suppeurter, vinterstrømper og lommetørklæder giver et saligt pust af sommer.

De næste mange uger kan de så ligge i vindueskarmen eller hænge på opslagstavlen mellem indkaldelser til forældremøder og opkrævninger fra håndboldklubben – som en lille fremtidig sommerglæde.

Som om sådan en lille pose med frø rummer en hel sommers håb: forårsdage på terrassen med priklen og udsåning; lyse sommeraftner på altanen med natsværmere og stearinlys; sensommereftermiddage med vandkanden – alt det i en lille raslende pose til 10 en halv her i en gråmeleret marts måned.

Og vi har brug for håb. Vi lever i en tid, hvor fremtiden ser mere og mere usikker ud, og hvor håbet snarere virker vissengult end lysegrønt. En tid, hvor vi hellere vil se ned i vores selvvalgte verden på skærmen end se op og frem.

Og det er en skam; for verden er ikke så dyster, som den fremstilles. Det er nemlig ikke os, der har skabt livet; det er ikke os, der lader frø med spirekraft og drejer verden rundt. Men det har vi fået bildt os selv ind i vores selvovervurdering. Derfor sidder vi nu i saksen og kan mærke håbløsheden.

Men vi skal turde se op fra os selv for at se håb – vende os udad.

Så kan det ses allevegne: I et glimt af skønhed på en grå dag; i tilliden mellem to fremmede; i fællesskabet; i livskraften, kærligheden og troen på det gode. I alt det vi ikke kan holde fast i ved egen kraft, men som ikke desto mindre giver vores liv mening. I alle de frø af noget større, som Gud har sået med gavmild hånd.

Forventning og håb ser måske ikke ud af så meget i vores rige, selvfede tid, men uden dem er verden tam og endimensionel – ja ligefrem deprimerende og grå – trods al vores velmagt. For vores håb hører hjemme i større hænder, og vi skal turde lægge det der.

Verden er ikke vores – heldigvis. Livet er større end os. Men vi er også frø med potentiale. Vi er også ladet med håb. Vi skal bare krænge os ud af vores begrænsninger og bruge den grokraft, vi har, til glæde for andre og til gavn for verden.

Og så kan vi gå ud og købe frø i forventning om sommer. Tag et lille mirakel i brug. Klargør bede og krukker og lad os glæde os til blomstringen.

Gå tilbage