Hjulby Kirke

Adresse: Stationsvej 19 A, Hjulby, 5800 Nyborg (vis på kort)

Hjulby KirkeI den tidlige middelalder lå der i Hjulby en kongsgård med tilhørende kirke i landsbyen Hjulby. Efter Nyborg Slots opførelse mistede Hjulby efterhånden sin betydning, og i forbindelse med reorganiseringen af kirken efter reformationen blev Hjulby Kirke nedrevet 1555 og sognet lagt ind under Nyborg Sogn. Muligvis er nogle af granitkvaderne fra kirken benyttet ved opførelsen af Nyborg Vor Frues kirketårn i 1581.

Den nuværende Hjulby Kirke er opført 1882 efter tegning af arkitekt Frederik Vilhelm Tvede (1826–91), som i øvrigt forestod restaureringen af Nyborg Vor Frue Kirke i 1870 og bygningen af Nyborg Rådhus. Kirken blev opført for Nyborg Kirkes kapitaler formedelst 25.000 kr. og var ejet af Nyborg Kirke indtil 1956, da den blev udskilt fra Nyborg ved oprettelsen af det tredje præsteembede i pastoratet. Kirken er et typisk eksempel på kirkebygningsstilen i slutningen af 1800-tallet. Den er meget enkel i udførelsen og ligger frit synlig i landskabet med lavt tårn, forholdsvis bredt langhus og afrundet kor.

Hjulby KirkeKirkens alterfigur, en mandshøj kopi af Thorvaldsens Kristus, er ligesom alterstagerne og altersølvet (også i stilen fra 1800-tallets slutning) skænket af tre søstre Worm fra Nyborg.

Orglet er et firestemmers Frobeniusorgel.

Farvesætningen i koret er, ligesom altertæppet og vægtæppet, udført af kunstneren Anne Marie Egemose, Assens, i forbindelse med kirkens 100 års-jubilæum. Motivet på altertæpper er en stiliseret mark i brune og grønne nuancer, der afspejler Hjulby sogn som et landsogn med tæt tilknytning til jorden og væksten. Jordfarverne symboliserer døden, mens de grønne farver, som gentages i vægtæppet står for håbet og det evige liv.

Døbefonten i nygotisk stil er udført i 1876 til Nyborg Kirke af billedhugger Otto Fredrik Theobald Evens (1826–95), og blev flyttet til Hjulby i forbindelse med Nyborg Kirkes restaurering 1970–72.

Dåbskanden er udført af billedhugger Flemming Knudsen, Regstrup.

Kirkeskibet er udført af buntmager C. Clausen, Nyborg, og ophængt i kirken 1918 af forældrene til maskinmester Svend Danielsen fra Hjulby, der blev dræbt, da hans skib blev torpederet af en tysk ubåd d. 13. juli 1917.